Fortsæt til indhold
Biler

Crossover får moderne motor og et stort tandsmil

Den høje Suzuki Vitara får et omfattende facelift med nyt design og nye motorer. De billigste modeller har dog ikke nødbremse.

Jens Overgaard

Det vrimler med facelifts i dette efterår, hvor mange bilproducenter bruger de skærpede emissionskrav fra EU til at give flere modeller en større omgang i samme anledning.

Det gælder også hos Suzuki, hvor den høje og kantede Vitara SUV opgraderes med helt ny front og bagende, hvor det nye ansigt med seks lodrette kromribber giver en mere markant fremtoning til den ellers noget minimalistisk designede bil.

Om det gør bilen godt, er en smagssag.

Inden døre er der skruet op for charmen med et mere indbydende instrumentbord, som har fået en blød overflade, sølvfarvede detaljer, informationsdisplay i fire farver og midterarmlæn med kardanboks.

Det er noget, som løfter modellen, kunne vi konstatere, da vi fik et smugkig i Tyskland ved præsentationen af den nye Jimny i Frankfurt, hvor der stod en faceliftet Vitara ovre i et hjørne.

Turbobenzinmotor som standard

Det er en bil, som vi får lejlighed til at teste senere, når den faceliftede model introduceres herhjemme til november.

Her bliver den kendte 1,6 liters motor afløst af den mere moderne 1,0 liters Boosterjet-turbobenzinmotor med 112 hk.

Mens den 1,4 liters Boosterjet med 140 hk bliver mere tilgængelig i en større del af programmet. Den kunne tidligere kun fås i topmodellen Vitara S. Samtidig udgår 1,6 liters dieselmodellerne, så diesel helt forsvinder.

Kabinen får et løft med et instrumentbord med mere blød overflade og bl.a. informationsdisplay i fire farver.

Under alle omstændigheder bliver det interessant at se, om den lille turbomotor klarer sig bedre end den gamle 1,6’er, der var en af modellens svage sider, da den ganskel enkelt mangler trækkraft.

Med opgraderingen kommer der også nye modelbetegnelser, nemlig Club, Active og Adventure. Du kan dog ikke få nødbremse til Club og Active.

Nødbremse i dyrere versioner

Den omfattendes sikkerhedspakke, som er standard i topmodellen Adventure samt Actice med Allgrip-firehjulstræk, er til gengæld opgraderet. Nu er nødbremsesystemet også med kamera og laser for fodgængergenkendelse.

Baglygterne vokser i forbindelse med det omfattende facelift på Suzuki Vitara.

Andre nye features i pakken er vognbaneassistent med force-back, slingreadvarsel, skiltegenkendelse, blind vinkel-alarm og Rear Cross Traffic Alert. Adventure byder også på nyt fast udstyr som el-betjent panoramasoltag. 4WD-systemet AllGrip Select fortsætter med at være en vigtig del i Vitara-modelprogrammet til en merpris på ca. 25.000 kr.

De danske priser er endnu ikke klar, men priserne i dag starter lige under 200.000 kr., men det er så for den ældre 1,6 benzinmotor, der nu udgår.