Fortsæt til indhold
Biler

Forlænget udgave af superbil

McLaren er klar med 600LT, som er den letteste, kraftigste og hurtigste gadebil fra mærket.

Selv en superbilsproducent som McLaren kan have en sportsafdeling med ekstra hårdtpumpede biler.

Hos det engelske firma er de udviklet af McLaren Special Operations og bærer betegnelsen LT, der betyder Long Tail – altså lang bagende. Den nyeste baby fra afdelingen, 600 LT, er optimeret og strukket små otte cm i forhold til den kendte 570S-model, som den bygger på, mens vægten er reduceret kraftigt ved hjælp af flere karbonmaterialer, og downforcen er øget med ændrede spoilere, diffusere og en stor fastmonteret hækvinge.

Som alle andre McLaren-modeller er hjertet mærkets dobbelt turboladede 3,8 liters V8’er, der her har fået opgraderet motorstyringen og motorens evne til at hente luft, så den yder 600 hk og leverer 620 Nm. Det er 30 hk mere end 570S’eren, matcher accelerationen fra den heftige McLaren 675LT Super serie og klarer 0-100 km/t. på 2,9 sek., mens topfarten rammer pæne 328 km/t.

Ifølge McLaren er hele 25 pct. af delene nye i 600 LT-modellen, og der er høvlet 96 kg af i forhold til 570S’eren, så vægten uden fører lander på 1.247 kg. Vægtbesparelsen er bl.a. hentet ved at anvende et nyudviklede undervognsophæng i smedet aluminium og keramiske bremser, mens stivere motorophæng er med til at give mere banefokuseret køredynamik.

Letvægtsmaterialerne går igen i udstødning og karrosseriopbygning. De færre kg er også hentet ved at strippe bilen for bl.a. radio, aircondition og navigationssystem, men udstyret kan monteres af fabrik efter ønske uden merpris.

Til gengæld kan ejerne opgradere med specielle Clubsport- eller Clubsport Pro-pakker fra McLaren Special Operations, hvor selv sportssædernes rammer er i karbonfiber, mens taget også er i letvægtsmaterialer, og endda hjulboltene er i titanium.

Modellen vil kun blive produceret i et begrænset antal, som formentlig vil være omkring maks. 500 stk. Med en startpris på 1,570 mio. kr. før danske afgifter vil den også være en bil for de få. Men så omfatter prisen også en dag på bane med McLaren-instruktør. Det tror da pokker.

Artiklens emner
McLaren