Ny elbil har fået topkarakter i crashsikkerhed
Den nye generation af Nissan Leaf henter ros efter overbevisende sikkerhedstest.
Du kan med sindsro sætte dig bag rattet af den nyeste og anden generation af Leaf, som er Nissans nærmeste folkelige bud på en elbil. Modellen, der starter fra 264.000 kr., henter nemlig de maksimale fem stjerner i Euro NCAP-sikkerhedstesten, hvor kravene er strammet med de nye 2018-tests.
Det betyder, at den automatiske nødbremse også skal kunne bremse for såvel cyklister som fodgængere ud over andre biler. Samtidig skal bilens nødbremsesystem generelt være bedre: Hvor kravet for at opnå fem Euro NCAP-stjerner i denne kategori før var 50 pct., skal en bil nu opnå 70 pct. Også når det gælder den såkaldte børnesikkerhed, har Euro NCAP hævet barren, så en bil nu skal opnå 80 pct. mod før 75 pct. for at få fem stjerner i denne kategori
Søren W. Rasmussen, der er dansk repræsentant i Euro NCAP, noterer resultatet med tilfredshed.
»Nissan har de senere år vist, at de prioriterer sikkerheden højt, og her er den nye Nissan Leaf ingen undtagelse. Leaf har ikke bare en høj kollisions- og fodgængersikkerhed. Nok så vigtigt har bilen fået den avancerede nødbremse som standard i alle udgaver. Det er naturligvis positivt, men også blot på niveau med, hvad FDM mener, man bør forvente af en ny bil i 2018. Samlet udløser det fem sikre Euro NCAP-stjerner. Det er flot,« siger Søren W. Rasmussen.
Efter den seneste afgiftsomlægning vil fem Euro NCAP-stjerner normalt udløse et skattemæssigt fradrag på 8.000 kr. Men da der ikke er registreringsafgift på elbiler som Nissan Leaf, udløser den gode sikkerhed ikke noget fradrag her.