Fortsæt til indhold
Biler

Klassisk Jaguar genopstår

De sidste 25 ud af 100 planlagte Jaguar D-Type bygges nu

Englænderne forstår at holde fast i forhistorien, også når vi taler om biler.

Derfor vil Jaguar nu producere 25 eksemplarer af den legendariske og hundedyre D-Type, der havde sin storhedstid i 1950’erne, hvor modellen vandt 24 timers Le Mans-løbet tre gange i perioden 1955 til 1957.

Det store projekt kommer, efter at Jaguar de seneste par år har bygget serier med eksemplarer af klassikere som Jaguar XKS og E-Type. Men de genfødte D-Typer bliver ikke billige.

De nye ”gamle” håndbyggede eksemplarer forventes at koste op mod 1,4 mio. pund, eller 12 mio. danske kr. pr stk. Det vil dog være et fund i forhold til de priser, som de originale biler fra 1950’erne er vurderet til. Den tidligere Formel 1-boss Bernie Ecclestone har således haft et eksemplar til salg for 73 mio. kr., mens et andet gik for 134 mio. kr. for et par år siden.

D-typen er noget særligt, fordi det strømlinede karrosseri i sin tid med sin flyagtige inspiration var meget futuristisk. De nye modeller vil være udstyret med samme sekscylindrede motor som ved debuten, der er på 250 hk og kan klare en topfart på 269 km/t. De vil have rattet i højre side og være udstyret med en manuel gearkasse.

De glade købere kan dog vælge mellem en ”shortnose”- og ”longnose”-version. Det var oprindelig meningen at bygge 100 eksemplarer af D-Type.

Men kun 75 blev færdiggjort; med produktionen af de sidste 25 biler slutter fabrikken på den måde en elegant ring, som løgger et ekstra lag til historiefortællingen.

Artiklens emner
Jaguar