Fortsæt til indhold
Biler

Flyvende 'bil' bestod test-flyvetur

Flygiganten Airbus' selvflyvende bil lettede og landede succesfuldt efter to år på tegnebrættet.

Bilejere og filmelskere verden over har måttet leve en bitter tilværelse siden året 2015, hvor bilteknologien endegyldigt kom til kort over for fremtidsvisionerne i filmklassikeren ’Tilbage til fremtiden II,’ hvor Marty Mcfly og Doc Brown svævede rundt i deres tidsrejsende DeLorean.

Men nu er der håb forude - ikke i forhold til at rejse i tiden, men for en nær fremtid, hvor biler kan flyve.

Airbus har nemlig netop udmeldt, at dets selvflyvende bil-projekt, Vahana, har haft sin første succesfulde flyvetur - og så endda drevet af elektricitet frem for beriget plutonium.

Turen varede godt nok ikke mere end 53 sekunder, men blev alligevel anset for en stor succes af den store flyproducent, der hurtigt har taget projektet fra tegnebræt til luftfart.

»På kun lidt under to år har vi udviklet Vahana fra en skitse på en serviet til at være et fungerende, selvflyvende luftfartøj, der netop har bestået sin første testflyvning,« udtalte lederen af Vahana-projektet, Zach Lovering, i en pressemeddelelse fredag.

Målet med Vahana-fartøjet er at kunnet tilbyde selvflyvende biler, der ikke koster mere at benytte sig af end almindelige biler og tog.

Tidligere har projektet udmeldt, at der sigtes efter hastigheder ca. fire gange hurtigere end almindelig trafik og en rækkevidde på ca. 80 km.

Teamet bag Vahana-projektet lægger stor vægt på, hvor vigtig en rolle fortsat teknologisk udvikling spiller for det nødvendige sikkerhedsniveau, men det spår en lys fremtid for den selvflyvende bil, hvor teknologien skal kunnet afløse ambulancer, fragt- og redningsfartøjer og taxaer.

Hvornår de dronelignende biler måske rammer offentlige luftlag vides endnu ikke. I mellemtiden udvider Airbus gradvist deres testfase til flere korte svæveturer og retningsskiftende, selvflyvende ruter.

Artiklens emner
Airbus