Årets biler kåret i USA
Honda Accord, Volvo XC60 og Lincoln Navigator er henholdsvis Årets Bil, SUV og Truck i Nordamerika.
Europæernes egne bilkåringer blegner altid lidt over for den store nordamerikanske af slagsen, hvor der er mere svung over modellerne.
Sådan er det også i år, hvor der også er flere biler med i feltet end tidligere. Juryen besluttede nemlig fra og med i fjor at dele kåringen op i tre kategorier, hvor der ud over personbil er såkaldte ”utility vehiches”, der typisk er SUV’er, mens kategorien ”trucks” mest omfatter pickupper, men også kan være store SUV’er.
Det giver i år sejr til Honda Accord, som vinder i et finalefelt foran Kia Stinger og Toyota Camry. I de andre grupper vinder Volvo XC60 foran Alfa Romeo Stelvio og Honda Odyssey, mens SUV’en Lincoln Navigator vinder foran SUV’en Ford Expedition og pickuppen Chevrolet Colorado.
Bredt felt
Både Honda Accord og Toyota Camry har i mange år været blandt de mest solgte bilmodeller i USA. Og med prisen til Accord er det tredje år i træk, at en Honda henter priser. Civic var nemlig Årets Bil i 2016, mens mærkets Ridgeline pickup var Årets Truck i fjor.
Accord er helt ny, og juryen giver Honda ros for at have skabt en bilmodel, der er mere rummelig end forgængeren, mens maskineriet i modeller med V6-motorer er skiftet ud med moderne turbobenzinmotorer.
»Honda har lavet en slags magisk trick, den 10. generation af Accord er ikke kun lettere og mere stramt stylet end forgængeren, den er også mere rummelig. Selv i de billigste udstyrsvarianter byder den på godt udstyr, og den kører godt,« lyder de mange rosende ord fra Chris Paukert, der er medlem af North American Car of The Year-juryen.
I SUV-klassen vinder Volvo XC60 på grund af sine køreegenskaber, men den får også point for at have en bred appel, lyder det fra jurymedlem og freelance-motorskribent Kirk Bell.
»Ligesom XC90 tilbyder XC60 en distingveret form for luksus. Og den appellerer til flere end sin større broder. Den kører eksemplarisk, byder på avanceret udstyr og giver god værdi for pengene,« siger Kirk Bell.