Nu kan du se og købe nye Rolls-Roycer i Danmark
My Garage i Vejle klar med autoriseret service og formidling af nye Rolls-Roycer. De første tre nye biler er solgt.
Hvis du går og drømmer om ekstrem luksus på fire hjul med den berømte Spirit of Ecstasy-gudinde på kølerhjelmen, er drømmen rykket nærmere.
My Garage i Vejle er nemlig klar med autoriseret service og formidling af nye Rolls-Roycer. Det betyder, at både mulige interesserede købere og bilinteresserede kan tage de ædle modeller i øjesyn i salgslokalerne i den østlige del af Vejle. Interessen for at købe de dyre biler, der starter fra omkring 5,6 mio. kr. for en Ghost og ender omkring en halv snes mio. kr. for en Phantom, er pæn. Således har My Garage allerede solgt tre biler, som er i ordre hos fabrikken i engelske Goodwood, hvor de håndbygges. Heriblandt også den nye store SUV Cullinan, der prismæssigt ligger mellem Ghost og Phantom. Samtidig sigter My Garage også på et vist salg af brugte Rolls-Roycer.
Der er flere årsager til, at My Garage får det eksklusive mærke ind. De engelske topbiler spiller nemlig godt sammen med de andre eksklusive mærker, som My Garage sælger eller servicerer. Samtidig er konceptet med opbevaring af biler i sikrede glasbokse noget, der vil kunne fungere sammen med de eksklusive biler.
Yngre kunder
Alexander Wisler, der er salgschef for Rolls-Royce i huset, vurderer, at der er gode muligheder for mærket i Danmark. Det skyldes især, at det med modeller som coupéen Wraith og cabrioleten Dawn er lykkedes at give Rolls-Royce en mere ungdommelig fremtoning. Også fordi det er modeller, som lægger langt mere op til, at det er ejeren, som kører bilen, frem for den monstrøse Phantom, der mest ses med chauffør. Her forventes SUV’en Cullinan også at kunne tiltrække nye kunder.
Alexander Wisler vurderer, at kunderne spænder bredt, samtidig er markedet for premium-biler i den helt dyre ende vokset de senere år.
»Den udvikling, vi ser i udlandet, hvor Rolls-Royce er blevet mere en drivers car og henvender sig til yngre mennesker end tidligere, ses også i Danmark. Det betyder, at mærket herhjemme også henvender sig bredere end tidligere,« siger Alexander Wisler.
»Der er efterhånden solgt mange Bentleyer herhjemme, derfor er der nu også et naturligt marked for dem, der sætter pris på den værdi og kvalitet, der er forbundet med Rolls-Royce, og tør være anderledes. Bentley er blevet accepteret, og jeg tror, at mange er klar til noget nyt,« siger Alexander Wisler
»Mærket er jo synonymt med luksus og har været det altid. Det er en bil, hvor luksus ligger i dens DNA – ja, hvor luksus er selve dens eksistensberettigelse. Det er præcis dét, der giver mærket et potentiale også i Danmark,« siger han.
Også leasing
Alexander Wisler forestiller sig umiddelbart, at de fleste Rolls-Roycer vil blive flexleaset, mens der kan være enkelte, som vil købe bilen.
F.eks. vil en Rolls-Royce Ghost fra 2011, der har kørt 56.000 km, kunne leases over en 12 måneders periode for 8.798 kr. om måneden plus moms, med en førstegangsydelse på 220.000 kr. plus moms. Her er der seks måneders kørsel og seks måneders stilstand. Restværdien vil være 880.000 kr. plus moms. En Wraith fra 2015 med 18.000 km på tælleren står i butikken til 1.695.000 kr. plus afgifter, hvilket er 4,9 mio. kr. med afgifter.
Alexander Wisler peger på, at der også følger en ekstraordinær service med.
»Nye Rolls-Roycer kommer inklusive en service- og garantipakke, der matcher vores ønske om at give ejerne den perfekte luksusoplevelse: Der er fire års fuld garanti uden kilometerbegrænsning – plus at der som noget meget usædvanligt er fuld service inkluderet. På vores Provenance-program for de bedste brugte Roll-Roycer har man mulighed for at tilkøbe sig denne totalservice også,« siger han.
My Garage formidler salg for Rolls-Royce i Berlin. Så derfor er der nu to Rolls-Royce-forhandlere, der bejler til danske kunder. Den svenske Callisma Group åbnede nemlig en stor forhandling i Stockholm i 2016, meldingen herfra lød dengang på, at man også vil sælge nye Rolls-Roycer i Danmark.