Ny version af kantet terræn-ikon gør stadig krav på at være vejens konge
Mercedes G-klasse holder på formerne, men terrænbilen vokser og er blevet mere affekteret.
Den er stadig lige så kantet som en skotøjsæske.
Men den fylder mere i landskabet, er blevet mere komfortabel og kan nu proppes med masser af højteknologisk udstyr som full LED-forlygter eller digital instrumentering.
Vi taler om Mercedes G-klasse, der efter 40 år på banen nu kommer i en ny generation. G-klassen er allerede blevet et nærmest tidløst ikon på linje med den klassiske Land Rover Defender, der gik på pension for et par år siden.
Derfor har designerne i Stuttgart holdt fast i grundopskriften, hvor modellen dog nu er blevet godt fem cm længere og 12 cm bredere. Men elementer som solide bovporte af døre med udvendige hængsler og reservehjul på bagklappen fastholdes. Og det er helt bevidst.
Mercedes G-klassen, mere kendt som Geländewagen, holder stædigt fast i det kantede look. Ingen skal være i tvivl om, at her kører en 4x4, der kan deltage i Rally Dakar uden at blive til grin.
»G-klassen har et defineret udseende, der gør den genkendelig øjeblikkeligt, helt på samme måde som en Coca Cola-flaske. Vi fortsætter succesen ved at beholde den ikoniske form,« lød det fra Mercedes-boss Dieter Zetsche til den internationale presse ved premieren på den store biludstilling i Detroit.
Bedre køreegenskaber
Modellen bygger stadig på en karrosseriramme, som fortsat skal gøre den til en konge i terrænet. Men en ny, mere avanceret og komfortabel undervogn, som er udviklet sammen med det sportslige datterselskab AMG vil løfte komforten på lande- og motorvej, lover Mercedes.
I dagens modeller det svært at undgå en vis traktoragtig fremfærd, og der skal drejes på rattet som i en bybus for at lokke bilen rundt i skarpe sving. Styretøjet gør en dyd ud af at formidle så lidt kontakt med vejen som muligt. Alt det skulle være bedre med den nye version.
Terrænegenskaberne er forbedrede, så bilen, der nu har en frihøjde på 24,7 cm, kan klare tilkørselsvinkler på 31 grader og afkørsler på 30 grader, mens vadedybden er 70 cm.
Mercedes har endnu ikke fortalt om hele motorprogrammet. Men en af de nye topmotorer bliver G500, hvor en 4,0 liters V8-motor på 422 hk kaster et moment på 610 Nm fra sig, mens brændstoføkonomien er mere beskedne 9,0 km/l.
Det ligger fast, at der kommer både mere afdæmpede versioner og en heftig AMG, mens der formentlig også tænkes på en elektrisk version. Transmissionen klares med en ny nitrins automatgearkasse.
Undervejs vil der blive mulighed for at sætte bilen op med nye køreprogrammer, Eco, Comfort, Sport og Dynamic. Selve vægten på bilen er faldet med 170 kg.
Digital instrumentering
Inden døre er der ud over mere plads også mange nyheder. Således har den digitale instrumentering, vi også kender fra E- og S-Klassen, betjening af instrumenterne med touchpad, ligesom der bl.a. er mulighed for ergonomiske førersæder.
Den nye G-klasse lander herhjemme til sommer. Danske priser kendes endnu ikke.
I gamle dage var G-klassen en maskine, som var bygget til det arbejdende folk som redningstjenester eller det danske forsvar.
De senere år har G-klassen dog udviklet sig mere og mere til at blive en bil til amerikanske rappere eller nyrige russere. For ikke at tale om fodboldspillere i Premier League, sågar vores egen Nicklas Bendtner har kørt en.