Flemming Kofod-Svendsen: Døden, sorgen, håbet
Psylologi/religion: I julen 2004 mistede Flemming Kofod-Svendsen sin søn, svigerdatter og to børnebørn i tsunami-flodbølgen i Asien. En ny bog skildrer hans reaktion og kristne svar på tabet.
Flemming Kofod-Svendsen: DØDEN, SORGEN, HÅBET.
Indb. 173 s. 199 kr.
Forlaget Rosinante.
Jeg faldt tilfældigt over en foromtale af Døden, sorgen, håbet og vidste, at den bog måtte jeg læse. Ordene, der fangede, var: »Hvad der er sket for mig, har presset mig til mine grænser. Jeg er blevet stillet over for livets mørke side, og jeg har mødt min egen svaghed som aldrig før. Min egen erfaring er, hvor hårdt det er at møde tab, og hvor lang tid det tager at gennemleve det. Jeg har læst flere beskrivelser af, hvor meningsfyldt, ja næsten vidunderligt livet kan blive forvandlet gennem lidelse. Sådanne ord kan jeg ikke bruge, for det er ikke min erfaring.«
Ja netop. Sådan er det, og hvordan tackler man så lidelserne? Hvordan overlever man, når sorgen og smerten rammer i form af et kølleslag, der opleves aldeles meningsløst? Det ville jeg gerne høre præsten, tidligere medlem af Folketinget og tidligere minister, Flemming Kofod-Svendsens refleksioner over.
Tilfældighedernes spil
Forfatteren tager afsæt i sit smertelige tab foranlediget af tsunamien den 26. december 2004, vest for det nordlige Sumatra.
Der var 283.000 omkomne, deriblandt Kofod-Svendsens 28-årige søn Jacob, svigerdatteren Lisbeth på 32 og deres to børn, den 4-årige Silas og Regitze på 3.
Katastrofen forstørres yderligere af, at Jacob (cand.theol.) og Lisbeth (cand.mag) var meget velfungerende, harmoniske og vellidte mennesker engagerede i og givende i forhold til deres omverden og optagede af at give deres børn tid og opmærksomhed. Derfor havde de også besluttet sig til at tage to måneders familieorlov for at kunne tilbringe mere tid sammen med børnene.
Efter at have sonderet mulighederne faldt valget på Thailand, hvor de nærmest ved et tilfælde endte i Khao Lak, som blev særligt hårdt ramt af flodbølgen.
Formålet med bogen angives i forordet: Den er et forsøg på at give hjælp til at leve med de tab, som møder alle mennesker i løbet af livet. At få tabet til at blive en del af vores identitet, så vi kan transportere det med os, til trods for at vi er blevet amputerede.
Derpå følger tre kapitler under overskrifterne Døden, Sorgen og Håbet. Til sidst er optrykt den prædiken, som den stedlige præst holdt ved en mindegudstjeneste i kirken, hvori Jacob og Lisbeth blev gift.
Den sympatiske og indfølende forfatter evner at sætte præcise og enkle ord på tabet og sorgens følelser. Her kommer en række af dem:
Ord på smerten
»Det smertelige ved sorgen er, at man ikke kan vælte den over på andre, at den gør ensom. Hvad enten jeg var på arbejde eller hjemme, bar jeg på sorgen som en tung byrde. Det at sørge er et krævende stykke arbejde. De absolut tungeste dage er mærkedagene. Det kan føles hårdt, at medfølelsen tilsyneladende forsvinder så hurtigt jeg tror imidlertid ikke, det kan være anderledes. Det er en krævende opgave at leve med et andet menneskes smerte. Mennesker, som lider tab, føler en ubeskrivelig smerte. Tab har meget lidt at gøre med vores forståelse af fairness. Det afgørende er, hvordan vi reagerer på de tab, der møder os i livet. Det er den reaktion, som på mange måder kommer til at bestemme vores liv. Vi bringer død over vores liv, hvis vi afviser at lade os omforme af vores tab. Vi kan ikke ændre situationen, men tillade situationen at forandre os. Hvis vi kan møde tab direkte og besvare tab klogt, kan vi fortsat leve som sunde mennesker.«
Men hvad vil det så sige at besvare tab klogt?
Tabet er nærværende
For Kofod-Svendsen hentes trøsten og (for)løsningen i troen på Jesus, det kristne budskab og det evige liv i Gudsriget. Og her er det så også, at hans og mine veje skilles. Hvor gerne jeg end ville følge i hans fodspor, er den sidste tredjedel af bogen pligtlæsning, fordi jeg ikke er troende. Når Jesus siger: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket ()« så får jeg straks kætterske tanker i retning af opium for folket og smertedulmende illusion.
Set i min optik skal Kofod-Svendsens bog derfor først og fremmest læses, fordi hans smerte har gjort ordet tab nærværende og eksistentielt ikke bare for ham selv, men for læseren.