Romantikken blomstrer i Tyskland
I Tyskland er romantik ikke bare noget, som foregår mellem to mennesker, men en kulturel strømning. Den ses i kunst, arkitektur og kultur og findes i de storslåede landskaber, som gav inspiration til nogle af de mest berømte værker i romantikken. Tag med på en romantisk rejse.
Af VIBEKE C. LARSEN
Idylliske bindingsværkshuse, eventyrlige slotte og storslået natur
I Tyskland er romantikken aldrig langt væk, og det er svært ikke at føle sig hensat til en fortælling fra tidlige tider, når man ser de mange landsbyer med bindingsværkshuse, de gamle borge eller de skovklædte bjergtinder. Men romantikken er også en kulturel strømning, som opstod i Europa omkring 1800-tallet som en modpol til oplysningstiden.
Efter Napoleonskrigene befandt Europa sig i en periode med politisk og social ustabilitet, og den ustabilitet skabte et behov for en national og kulturel identitet. Romantikken dyrkede følelsen og fantasien fremfor oplysningstidens fornuft og rationalisme. Man skuede bagud i stedet for fremad og fandt inspiration i fortiden i stedet for i nutiden.
Især Tyskland blev hjemsted for de nye strømninger med digtere som Goethe, Henrich Heine og Schiller, filosofferne Friedrich Schlegel og Georg Friedrich Hegel og ikke mindst kunstneren Casper David Friedrich, hvis billeder af ensomme vandrere i naturen er blevet symbol på romantikken.
Naturen blev dyrket som et sted for skønhed og ånd og blev en vigtig inspirationskilde. Sådan et sted er Rhindalen, hvis mange slotte og borge og enestående natur gennem tiden har givet inspiration til mange kunstnere. Digteren Henrich Heine skrev den berømte sang ’Ich weiss nicht, was soll es bedeuten’, om den smukke og ulykkelige Lorelei, som ifølge sagnet sad på den 194 meter høje Lorelei-klippe og drev sømændene til vanvid med sin skønhed og sang i sådan en grad, at deres skib blev smadret mod klippen.
Lorelei-klippen er i dag et yndet turistmål og ligger på den 67 kilometer lange UNESCO-beskyttede strækning, Oberes Mittelrheintal, hvor der også findes vinmarker, eventyrlige slotte og idylliske landsbyer. Området er på den tyske turistrute ’Fachwerkstrasse’ – bindingsværksruten, som forbinder over 1.000 bindingsværksbyer og fører gennem smukke naturområder, historiske steder og monumenter, hvor mange er kåret af UNESCO som verdensarv.
Blomstrende lyng og en dronning i eksil
På den nordligste af Fachwerkstrasses ruter ligger Lüneburger Heide, hvis lyngklædte hede gennem århundreder har tiltrukket kunstnere og naturelskere. Den enestående natur tiltrækker stadig mange, som nyder området til fods, fra hestevogn eller på cykel. Især når lyngen blomstrer fra begyndelsen af august til midt i september kommer mange for at nyde synet.
I den sydlige del af Lüneburger Heide ligger den gamle residensby Celle, der med sine 500 fredede bindingsværkshuse, Bauhaus-arkitekturen og ikke mindst det smukke Celle Slot tiltrækker mange besøgende. Under 2. Verdenskrig blev Celle kun udsat for ét luftangreb, nemlig da de allierede angreb stationen den 8. april 1945. Derfor er byens mange smukke huse bevaret i dag.
Celle har også en plads i Danmarkshistorien. Det var nemlig her den gale kong Christian d. 7.s unge kone, Caroline Mathilde, blev sendt i eksil, da hendes affære med kongens livlæge, Johan Friedrich Struense, blev afsløret i 1772. Hun døde i på Celle Slot den 10. maj 1775 af en voldsom febersygdom i en alder af blot 23 år og ligger begravet i fyrstegraven i Stadtkirche St. Marien i Celle ved siden af sin oldemor, Sophie Dorothea af Braunschweig-Lüneburg.
Digternes Harzen
Harzens rustikke skønhed inspirerede flere af romantikkens store digtere. Goethe vendte i løbet af en periode på 30 år fire gange tilbage til Harzen for til fods, i vogn og på hesteryg at opleve og udforske dette mageløse landskab, de pittoreske byer og steder. Han skrev under et af sine besøg: ’Den, der bevæger sig væk fra det kendte, går videre mod nye mål.’
På Goethes tid var Harzen ikke udbygget til turisme, og det var noget af en bedrift, da han en vinterdag under sin første tur i 1777 besteg Bloksbjerg. Men da han stod på toppen af Harzens højeste bjerg og kunne se den storslåede udsigt, var det alle strabadserne værd. Rejsen inspirerede han til digtet ’Harzenreise im Winther’. Også bjergernes magi og mystik spiller en væsentlig rolle i Goethes berømte værk ’Faust.’
Også digteren Henrich Heine blev bjergtaget af området, da han i 1820’erne som ung rejste gennem Harzen for at finde sig selv efter studierne i Göttingen. Han udforskede det uberørte bjerglandskab, som han berettede om i en rejsebeskrivelse. Her fortalte han om de romantiske landskaber og sine møder med lokalbefolkningen. Blandt andet beskrev han, hvordan han fandt ’dejlige pigeansigter og smukke blomster’ i Wernigerode, som på grund af sine mange farverige huse har været tilnavnet ’den farverige by i Harzen.’ Højt over byen findes byens slot, hvor man kan se de tidligere fyrstelige værelser. Fra slottet er der en storslået udsigt, og man kan se helt op til Blogsbjerg.
1.300 bindingsværkshuse
Endnu romantisk perle på UNESCO’s liste er middelalderbyen Quidlinburg, som ligger i Harzens nordøstlige område. Byen har over 1.300 bindingsværkshuse fra seks århundrede og har en historisk byplan, som anses for at være et enestående eksempel på en velbevaret middelalderby. Byens særværdighed er St. Servatituskirken, som ligger på slotsbjerget. Kirken rummer også en kostbar skat, som delvist blev stjålet i slutningen af 2. verdenskrig af den amerikanske officer, som netop havde til opgave at bevogte skatten. Byen måtte betale tre millioner dollars for at få de stjålne skatte tilbage til kirken, da de dukkede op i 1987 efter officerens død.
For foden af Harzen-bjergene ligger den historiske by Goslar, der frem til 1253 var residensby for de tyske kejsere og konger. Byen er også kendt for sine velbevarede bindingsværkshuse, smalle gader og middelalderlige charme. En cocktail, som har sikret byen UNESCO’s stempel.
En anden residensby er Wolfenbüttel, som ligger ved floden Oker. Byen kan dateres tilbage til middelalderen og var residensby for fyrsten af Braunschweig fra 1432 til 1753. Christian den 4. har også spillet en rolle i byens mangeårig historie, da han under 30-årskrigen kontrollerede byens fæstning.
Wolfenbüttel huser det præstigefyldte Herzog August Bibliothek, som blev grundlagt i 1572 og er et internationalt forskningscentrum. Den tyske forfatter og filosof Gotthold Ephraim Lessing var bibliotekar her.
Endelig er Wolfenbüttel kendt Jägermeister, som blev opfundet af den jagtglade Curt Mast i 1934. Drikken består af 56 forskellige urter, rødder og krydderier, men den præcise sammensætning er stadig en hemmelighed.
I Braunschweig er en brunsviger ikke en kage
UNESCO udnævnte i 2003 Harzen og det omkringliggende område Braunschweiger Land til Geopark Harz Braunschweiger Land – Ostfalen. Med et areal på over 9.600 kvadratmeter er geoparken den største af sin slags i Tyskland. En geopark kan sammenlignes med en nationalpark, men begrebet dækker også over, at området skal have en særlig geologisk betydning af national og international interesse.
I området ligger også den andenstørste by i Niedersachsen, den gamle hansestad Braunschweig, hvis kulturarv kan dateres tilbage til middelalderen. Under romantikken var byen hjemsted for mange kunstnere, forfattere og intellektuelle, herunder komponisten Louis Spohr, som blev født her i 1784 og regnes for en af de mest betydningsfulde komponister fra romantikken. Byen har smukke parker og naturlandsskaber langs floden Oker, imponerende monumenter og en idyllisk ældre bykerne.
Den danske kage, brunsviger, har fået sit navn efter Braunschweig og er en fordanskning af det tyske navn. Dog bør man lige huske, at hvis man bestiller en ’braunschweig’ i byen af samme navn, får man ikke en gærdejskage med smeltet smør og farin, men en pølse!