Ingen bliver raske på sofaen
Når skulderen driller, ryggen gør ondt, eller akillessenen bliver betændt, skal man holde sig fra sofaen og forblive aktiv. Det gælder både for idrætsudøveren på topniveau og almindelige mennesker. Sådan lyder budskabet fra det nyåbnede sundhedshus, Profysionel/Stadion Fysioterapi i Aabyhøj, som har mange års erfaring i at behandle både topatleter og motionister.
Bevægelse er altid godt – også når man er skadet
”Der er ingen, som bliver raske hjemme på sofaen. Den største misforståelse er, at man skal holde sig i ro, når man er skadet. Alt væv kan bevæges og styrkes, det er bare et spørgsmål om, det er på kondicyklen, i svømmehallen eller med en elastik om foden.”
Ordene er Hans Henrik Gadens. Han er fysioterapeut og sammen med Thomas Lund indehaver Stadion Fysioterapi. De to fysioterapeuter har nu fusioneret med grundlæggeren af Profysionel, Morten Kirk Olesen, som gennem de seneste fem år har opbygget et sundhedsteam bestående af fysioterapeuter, kiropraktor, massør, kost-og ernæringsvejleder, fysisk træner og sportspsykolog.
”Klinikkens kompetencer er bredt forankret i den østjyske idrætsverden og tilbyder kvalificerede ydelser til både den glade motionist, unge idrætsudøvere og etablerede topatleter,” siger Morten Kirk Olesen.
Profysionel og Stadionfysioterapi fusionerede den 1. oktober, da Stadion Fysioterapi blev hjemløse efter 23 år i Arena-komplekset ved Aarhus Stadion, som er under ombygning.
”Vi forstår ikke, at en offentlig idrætsklinik som vores ikke er blevet tænkt ind, når man bygger et nyt idrætskompleks. 80 procent af vores kunder er sportsudøvere – fra atleterne i Aarhus1900 til tennisspillerne og løberne i skoven, men vi står klar på Klampsagervej og kan tilbyde endnu mere efter fusionen,” siger Thomas Lund.
Erfaringer fra sportens verden kommer alle til gode
Stadionfysioterapi og Profysionel har gennem mange år behandlet både motionister og topidrætsfolk – blandt andet i AGF Superliga og Skanderborg Håndbold.
”Alle vil gerne tilbage til deres idræt eller aktivitet så hurtigt som muligt. Det gælder både en AGF-spiller på topniveau og den almindelige motionist. Mange bliver lidt depressive, når de ikke kan dyrke deres sport eller bevæge sig, som de plejer, siger Hans Henrik Gaden.
Erfaringerne med at få en AGF-spiller på højkant til weekendens kamp kommer også almindelige patienter til gode, når de tropper op i det nyåbnede sundhedshus, Profysionel/Stadion Fysioterapi i Aabyhøj.
”Vi bruger vores erfaringer fra sportens verden til at hjælpe vores kunder med at nå må deres mål, for det er lige så vigtigt for dem som for professionelle udøver at komme tilbage til en aktiv hverdag,” siger Hans Henrik Gaden.
Ifølge fysioterapeuten er et no-go til sport den værste besked, de kan give patienterne, og det er også sjældent, at der bliver givet et forbud.
”I stedet hjælper vi dem til at omlægge deres sport, fordi de er gået for langt. Det er er både bedre og billigere at komme til os, før det kommer så vidt, at man ikke kan komme ud af sengen om morgenen, fordi man har ignoreret smerterne,” fortæller han.
Faglig sparring samlet ét sted
På klinikken på Klamsagervej 32 ser behandlerne alle typer skader, men især ryg-og nakkesmerter fylder meget i en tidsalder, hvor mange sidder bøjede over skærmen på arbejde og i fritiden.
”Det er blevet en folkesygdom, og vi ser især langt flere rygproblemer hos unge end tidligere. De har dårlige arbejdsstillinger, hvor de sidder krøllet sammen i sengen med PC’en på lårene. Det er ikke alvorlige problemer, men de skal guides til bedre arbejdsstillinger,” siger han.
En anden patientgruppe, som fylder i venteværelset, er padlespillerne, for den populære sport kan give belastede led og albuer, skulder- og hofteskader.
”Padel er en sjov sportsgren. Vi kan tydeligt se, at mange, som ikke plejer at dyrke sport, begynder at spille flere gange om ugen, og det belaster leddene,” fortæller Hans Henrik Gaden og tilføjer, at hvis man spiller i et par padelsko frem for sine løbesko, formindsker man risikoen for skader.
Det er altid bedre at vælge padelbanen eller løberunden fremfor sofaen, men man skal være realistisk i sin formåen.
”Jo flere vi kan få til at røre sig, desto bedre er det for vores folkesundhed, men hvis man ikke plejer at dyrke motion, skal man starte stille op, så man undgår skader og stopper igen,” understreger fysioterapeuten.
Profysionel/Stadion Fysioterapi har også træningsfaciliteter, så patienterne kan fortsætte træningen i huset og trække på stedets øvrige ekspertise, når de er ovre deres skade eller belastning.
”Det er verdensklasse at have det hele samlet under ét tag, for ofte skal der flere faggrupper ind over en behandling. Nu behøver vores patienter ikke køre et andet sted hen for at fortsætte behandlingen, men kan få den samlede faglige sparring ét sted,” påpeger Morten Kirk Olesen.