Investering i tomme kontorer afhjælper Københavns boligmangel
De kommende 10 år er der behov for 6000 nye boliger hvert år alene i København og på Frederiksberg, lyder vurderingen fra Dansk Byggeri. Samtidig står hvert 10. kontor i hovedstaden tomt og det giver gode muligheder for ejendomsinvestorer.
De seneste års byudvikling har gjort København mere grøn og børnevenlig, hvilket får flere til at blive boende, efter de har fået børn. Et øget studieoptag tiltrækker flere studerende. Og samtidig ønsker flere ældre at skifte parcelhuset i provinsen ud med en bolig tæt på hovedstadens kulturelle oplevelser.
Ifølge Danmarks Statistik er Københavns Kommune vokset med 90.000 indbyggere i løbet af de seneste 10 år, og frem mod 2025 forventes det, at byen vokser med flere end 120.000 nye københavnere.
Samme tendens gør sig gældende i de omgivende kommuner, og hele Region Hovedstaden vil derfor få 160.000 flere indbyggere frem mod 2025.
”Den massive efterspørgsel betyder, at den eksisterende boligmasse ikke er tilstrækkelig. Behovet for nye boliger åbner muligheder for private investeringer, og vi ser især et stort potentiale i de tomme erhvervsbygninger, der samtidig er i hovedstaden,” siger Oliver Peters, investeringsdirektør i ejendomsselskabet Koncenton, der i samarbejde med forvalteren Obton Administration A/S gør det muligt for semi-professionelle og professionelle investorer at investere i boligejendomme i København og Aarhus.
Tomme kontorer rummer nye muligheder
En beregning fra Landsbyggefonden viser, at mindre end 0,02 procent af udlejningsboligerne i København står ledige. Samtidig samler støvet sig i kontorer og erhvervsbygninger.
”I hovedstadsområdet står 10 procent af det samlede kontorareal tomt. Her ser vi en oplagt mulighed for at ombygge til boliger eller rive ned og bygge nye boliger,” siger Maria Schougaard Berntsen, som er økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.
Og det er netop den samme mulighed, man ser hos Koncenton og allerede har grebet i Aarhus.
”Midt i Aarhus er vi i gang med at konvertere en tidligere erhvervsejendom til 58 et-, to- og treværelseslejligheder, som står klar til indflytning i august. Vi ser gode muligheder for at gøre noget lignende i København,” fortæller Oliver Peters, som også ser potentiale i områder uden for indre by.
”Områder som Nørrebro, Vesterbro, Nordhavn og Ørestaden har fået en opblomstring og er blevet hippe. Det er en tendens, vi ikke kun ser i Danmark, men i storbyer verden over,” siger han.
Pres på boligmarkedet
Ifølge en beregning, Dansk Byggeri foretog sidste år, vil der de kommende år være behov for 6000 nye boliger om året alene i Købehavns Kommune og på Frederiksberg.
”Al erfaring viser, at en by fungerer bedst, hvis den har en struktur, der giver plads til at bo, arbejde og leve. Derfor er det vigtigt at sikre, at vi fastholder den balance i København,” siger Maria Schougaard Berntsen fra Dansk Byggeri.
Samtidig bor langt flere alene, og det lægger yderligere pres på boligmarkedet – ikke mindst på behovet for mindre boliger.
”Udviklingen betyder, at boligpriserne er steget, og at der er blevet færre af de helt små, billige boliger. Det er især et problem for studerende og enlige, som bliver skubbet ud af boligmarkedet, fordi de lejligheder, de har råd til, ikke længere findes,” lyder det fra Maria Schougaard Berntsen.
Boligmanglen har store konsekvenser
Men boligmanglen har ikke kun konsekvenser for manges privatøkonomi og mulighed for at bosætte sig det sted, de ønsker. Den kan også få alvorlige konsekvenser for den nationale økonomi.
”Det er fint, at der er kommet gang i boligmarkedet igen, og at priserne stiger. Men det vigtigt, at man tilstræber at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel, så man undgår, at priserne presses urealistisk op og der skabes en ny boligboble, som kan få hele samfundsøkonomien til at gå i stå,” advarer hun.
Derudover er det vigtigt for Købehavn som vækstfaktor, at folk har råd til at bo tæt på de mange arbejdspladser, der er i byen.
”Hvis folk ikke har råd til at bo i København, kommer de til at bruge lang tid på at pendle eller vælger job et andet sted. Det øger risikoen for et ineffektivt arbejdsmarked og hæmmer vækst og udvikling. Hvis København fortsat skal være konkurrencedygtig i forhold til andre storbyer i verden og tiltrække international arbejdskraft og virksomheder, er det derfor vigtigt at sikre et afbalanceret boligmarked,” pointerer Maria Schougaard Berntsen.
De seneste år er der blevet bygget 3000-4000 boliger om året i Region Hovedstaden, hvilket ifølge Dansk Byggeri er det mindre end halvt så meget, som der er behov for.
”Det er netop det hul, vi gerne vil være med til at dække med vores investeringer,” siger Oliver Peters fra Koncenton, som allerede har ejendomsprojekter på Nørrebro og i Søborg.
