Det økonomiske opsving giver virksomheder fordele i banken
Virksomheder kan føle, at de har mindre brug for banken, når det går godt. Men det er nu, de kan forhandle sig til bedre renter og lånevilkår, og derfor bør virksomhederne ruste sig til fremtiden, mens økonomien er god.
Optimismen lyste ud af den rapport Dansk Erhverv sendte på gaden på tærsklen til 2018. I løbet af sidste år kom 47.000 flere i job, og Danmarks samlede BNP var højere end før finanskrisen. På den baggrund og med udsyn til sunde økonomier i både Europa og USA forudså Dansk Erhverv, at fremgangen i dansk økonomi vil fortsætte i år.
Hos 4Labels i Hobro mærker man også opsvinget. Virksomheden, der producerer etiketter i små og store oplag inden for kosmetik, vin, medicinindustrien og meget andet, blev etableret i 2006 af fire ejere med mange års erfaring fra trykkeribranchen.
”Vi startede lige inden finanskrisen og brugte rigtig mange arbejdstimer på at få virksomheden op at køre. Ofte arbejdede vi fra kl. 7 til 24, så det var en voldsom opstart,” fortæller adm. direktør Søren Skouboe Møller.
Han er ikke i tvivl om, at det har haft betydning, at 4Labels fra starten valgte en lokal bank.
”Banken har været en god sparringspartner og troede på os, da det var svært under krisen. De gav os længere snor, end en bank uden lokalt tilhørsforhold nok ville have gjort – og så tog det pludselig fart.”
I 2012 og 2016 blev 4Labels udnævnt til Børsen Gazelle, hvilket blandt andet kræver, at virksomheden har fordoblet sin omsætning i løbet af fire regnskabsår. I dag har virksomheden 18 ansatte, og sidste år kunne 4Labels flytte fra lejede lokaler til sit eget nyopførte domicil og trykkeri.
”Med flere medarbejdere og nye maskiner voksede vi simpelthen ud af vores hidtidige rammer,” siger Søren Skouboe Møller.
Øget forbrug på tværs af brancher
Dermed er 4Labels et godt eksempel på situationen hos mange danske virksomheder lige nu.
”Langt de fleste små og mellemstore virksomheder i Danmark leverer fornuftige og pæne resultater. Der er gang i hjulene, og det betyder, at virksomhederne får flere opgaver og tjener flere penge. Dermed står virksomhederne stærkere og er mere økonomisk uafhængige,” forklarer Per Sønderup, ordførende direktør i Jutlander Bank.
”Generelt i samfundet er der et øget forbrug på tværs af næsten alle brancher. Eksempelvis bliver der bygget mange nye boliger, og det giver ikke blot stigende efterspørgsel på håndværkere og materialer, men også på møbler, gardiner, sanitet osv. Når vi overtog et hus under finanskrisen, nøjedes vi med at male stuen. Nu istandsætter vi igen i stor stil,” uddyber han.
Fremtiden bør sikres nu
Med sorte tal på bundlinjen og masser af likvide midler kan man argumentere for, at de veldrevne virksomheder har mindre brug for banken nu end i økonomisk svære tider.
”Men det er faktisk ikke tilfældet, for det er i gode tider, virksomhederne bør sætte nye ting i gang og lave investeringer, der kan stille virksomheden stærkere i fremtiden. Her kan banken være en nyttig sparringspartner i forhold til at sikre, at investeringerne er fornuftige, rentable og gør virksomheden bedre,” lyder det fra Per Sønderup.
For eksempel kan virksomheder øge deres effektivitet ved at købe nye maskiner og dermed få mulighed for at øge deres salg eller opsøge nye markeder. Det er netop, hvad 4Labels har gjort.
”Vi har investeret i leasing af tre nye maskiner, som gør det muligt for os at løse opgaver, som vi tidligere har måtte sende ud af huset. Det nye trykkeri og en udvidelse af produktionsapparatet er med til at øge vores marked og sikre virksomhedens vækst i fremtiden,” siger Søren Skouboe Møller.
Et godt tidspunkt at låne
Ifølge Per Sønderup fra Jutlander Bank er det en af de helt rigtige måder for virksomheder at udnytte det økonomiske overskud.
”Mange virksomheder er blevet mere forsigtige efter finanskrisen og samler til huse, men det er ikke nødvendigvis en fornuftig strategi at lade sin kapital ligge sovende hen. Det er fremtiden, man som virksomhed skal leve af, og den gør man sig bedst klar til i gode tider. Det er klogt at låne, mens det går godt, fordi renten typisk er lav, og fordi der ofte er mulighed for at få lånefinansiering på den bedste og fleksible måde,” forklarer han.
”I bund og grund handler det om at gøre sig nogle tanker om fremtiden. Hvor ser man sig selv og virksomheden om et, to og fem år? Vi kan hjælpe med at skabe et samlet overblik over de ønsker og muligheder, der er,” lyder rådet fra Jutlander Banks ordførende direktør.
