Standarder skal få elektronikken i dit hjem til at holde længere
Nye standarder for cirkulær økonomi gør det nemmere at reparere eller genanvende tv, opvaskemaskiner, køleskabe og andre elektronikprodukter.
Op mod en femtedel af de opvaskemaskiner, tørretumblere, ovne og andre hårde hvidevarer, der bliver skrottet, fejler ingenting eller kan nemt komme til at virke igen. Det ved man hos det nordjyske affaldsselskab AVV, hvor man har etableret et hvidevareværksted og ansat en reparatør, så de brugte maskiner kan blive vækket til live igen. Derefter bliver de solgt i AVV’s Genbrugsbutik – endda med reklamationsret og 6 måneders garanti.
”Det har været overraskende at se, hvad der bliver kasseret. Nogle hvidevarer fejler overhovedet ingenting. Andre er der småting i vejen med, f.eks. meget beskidte ovne eller opvaskemaskiner, hvor der har sat sig en krumme fast i dyssen. Ofte skal der meget lidt til at få maskinerne til at virke igen,” siger Kristina Zacho, projektmedarbejder hos AVV.
De første erfaringer viser, at 15-20 procent af de afleverede hvidevarer kan repareres og sælges igen.
Udfordringer undervejs
AVV har haft sin genbrugsbutik i over 30 år, og her har kunderne længe efterspurgt muligheden for at købe brugt elektronik. Derfor startede AVV projektet med gensalg af hårde hvidevarer som forsøgsordning i 2018, og nu er ordningen blevet permanent og har fået opstartsstøtte fra SparNord Fonden.
Fra næste år begynder AVV også onlinesalg af hvidevarer og andre produkter produceret af affald. Men selvom selve reparationerne tit er simple og salget af brugte hvidevarer er en stor succes, har der været andre bump på vejen.
”Blandt andet er der producentansvar på elektronik. Det betyder, at når elektronikprodukterne bliver kasseret, er det producenten og ikke os, der ejer dem. Derfor har vi måtte indgå en aftale med producentforeningen for at få mulighed for at reparere og gensælge de brugte hvidevarer,” forklarer Kristina Zacho.
For at sikre projektet hele vejen rundt læner AVV sig op ad sit miljøledelsessystem, en standard for håndtering af elektronikaffald og den endnu ikke udgivne standard, EN 50614, der handler om klargøring af elektronikaffald til genbrug.
”Vi håber da, at andre bliver inspireret til at lave lignende projekter andre steder i landet, for der er et stort potentiale i den elektronik, der bliver kasseret,” siger Kristina Zacho.
Sikre fremtidens ressourcer
Af samme årsag er der nye standarder for cirkulær økonomi på vej, som bl.a. skal gøre det nemmere at reparere og genanvende elektronikprodukter samt forlænge holdbarheden. Fire af standarderne er udkommet, og yderligere fire er under udarbejdelse. Standarderne udarbejdes i forlængelse af Ecodesign direktivet.
”Den globale befolkningstilvækst er enorm, og helt grundlæggende handler cirkulær økonomi om at sikre, at vi også i fremtiden har de ressourcer og råmaterialer, der er brug for. Genbrug og genanvendelse spiller en vigtig rolle, og standarder kan hjælpe til, at det bliver gjort sikkert og ordentligt,” siger Jesper Lauridsen, seniorkonsulent hos Dansk Standard.
Sikkerhed og holdbarhed er især vigtige aspekter i forhold til reparation og genanvendelse af elektronik.
Derfor kan de nye standarder bl.a. hjælpe med at stille krav til, hvordan produkter testes ved genbrug og genanvendelse.
”Standarderne skaber fælles krav og testmetoder, som giver en større tryghed i forhold til kvalitet, holdbarhed og sikkerhed,”forklarer Jesper Lauridsen
Standarder støtter store forandringer
Igennem en årrække er et stigende antal produkter blevet lavet til at holde i en begrænset periode, det kaldes ’planlagt forældelse’. Planlagt forældelse er er et princip inden for industrielt design, hvor et givet produkt bevidst designes til at holde i en begrænset levetid, selvom det potentielt kunne holde længere. Men med den globale grønne omstilling og overgangen til cirkulær økonomi er der nu sat fokus på at skabe produkter, der holder længere, kan repareres og genanvendes.
”Det handler om at skabe bæredygtige forretningsmodeller, som skaber incitament for både producenter og forbrugere. Netop i den forbindelse kan standarder medvirke til at skabe forandringer i bred forstand ved at flytte en hel industri i en mere cirkulær retning,” siger Jesper Lauridsen.
Dansk Standard har allerede sat fokus på cirkulær økonomi i flere forskellige brancher. Se hvordan på Forkant.ds.dk
