FN’s verdensmål kræver globalt samarbejde
Med sine 17 verdensmål har FN sat sig for at bekæmpe fattigdom og ulighed. Skal det lykkes, er der behov for værktøjer, der kan få politikere, virksomheder og borgere til at løfte i flok på tværs af landegrænser.
Det skal være slut med sult, fattigdom og ulighed. Vi skal agere mere bæredygtigt og passe bedre på kloden og klimaet. Det slog FN fast, da de i 2015 vedtog 17 ambitiøse verdensmål.
”Målene er den bedste sammenfatning af de globale udfordringer, som vi skal løse, hvis kommende generationer skal have det bare nogenlunde harmonisk og fredeligt,” har Mogens Lykketoft (S) udtalt til Altinget.dk i et interview om, hvorfor han bruger størstedelen af sin tid på at arbejde for verdensmålene, som blev vedtaget, mens han besad posten som formand for FN’s generalforsamling.
Større fokus på verdens udvikling
Hos IFU – Investeringsfonden for Udviklingslande – har man arbejdet med de problemstillinger, verdensmålene adresserer, i mange år.
”Men vi og vores søsterorganisationer ude i verden kan mærke, at der er kommet et helt andet fokus, siden verdensmålene blev vedtaget,” siger IFU’s Sustainability Director Birgitte Bang Nielsen.
IFU leverer rådgivning og risikovillig kapital til virksomheder, der ønsker at gøre forretning i de fattigste dele af verden. Igennem årene har IFU for eksempel investeret i vindmøller i Mongoliet, solceller i Brasilien og landbrugsprojekter i Afrika.
Mens IFU for tre år siden, da verdensmålene blev vedtaget, investerede ca. 500 mio. kr. om året, er det beløb i 2017 vokset til ca. 1,3 mia. kr.
”Verdensmålene har helt klart skabt større fokus på, hvilke penge vi har, og hvad vi kan skabe med dem. Denne sommer lancerer vi en SDG Fond i samarbejde med en række private investorer. Det bliver en stor fond, som betyder, at vi kan gøre endnu mere,” fortæller Birgitte Bang Nielsen.
SDG er en forkortelse for verdensmålenes engelske navn: UN Sustainable Development Goals
Partnerskaber er afgørende
En afgørende opgave for IFU er at knytte finansiering sammen med viden og teknologi.
”Partnerskaber er enormt vigtige, hvis projekterne skal lykkes,” siger Birgitte Bang Nielsen og fortæller som eksempel, at hun for nylig blev præsenteret for en liste fra verdenssundhedsorganisationen WHO over de 20 mest forurenende byer i verden. For få år siden var Kina at finde på mange topplaceringer.
”Men nu er 14 af de mest forurenende byer indiske. Indien har blandt andet et kæmpe affaldsproblem, og som de er klar til at gøre noget ved nu. Netop affaldshåndtering har vi mange års erfaring med i Danmark, og her ser vi potentiale for at skabe nogle projekter til gavn for både indiske aktører og danske virksomheder,” forklarer Birgitte Bang Nielsen.
Internationale standarder sikrer kvaliteten
Med mange projekter rundt omkring i verdens mindst udviklede lande, benytter IFU i høj grad internationale ISO-standarder til at sikre projekternes kvalitet og sikkerhed.
”Med ISO-standarder ved vi, at der er et system for ledelsen af det enkelte projekt. Det er med til at give os ro i maven, fordi vi ved, at projektet bliver ledet på acceptabel vis, og det kan dokumenteres, at der er styr på det,” siger Birgitte Bang Nielsen.
Projekterne benytter standarder til at sikre og dokumentere eksempelvis fødevaresikkerhed, arbejdsvilkår eller miljøhensyn.
Fælles og velkendt ramme
Hos den danske standardiseringsorganisation, Dansk Standard, er man meget bevidst om den rolle, internationale standarder spiller i forhold til at nå verdensmålene.
”Det er fantastisk, at vi har fået disse fælles mål, men vi mangler at finde ud af, hvordan vi løser dem i praksis. Internationale standarder sætter retning og skaber den fælles ramme, der er brug for,” siger Jesper Lauridsen, seniorkonsulent inden for miljø hos Dansk Standard.
For mange offentlige og private organisationer, er de internationale standarder allerede et velkendt værktøj. Eksempelvis er ca. 350.000 virksomheder over hele verden certificeret efter miljøstandarden ISO 14001.
”Selv om verdensmålene ikke er lovkrav, så ved virksomhederne godt, at kunder og samarbejdspartnere i stadig højere grad forventer, at de er med til at løfte verdensmålene. Derfor er det strategisk klogt at tænke sin forretning i en mere bæredygtig retning, og det motiverer også virksomheder og organisationer til at trække i samme retning som verdensmålene, bl.a. ved at arbejde aktivt med internationale standarder, der udvikles af eksperter fra hele verden,” siger Jesper Lauridsen.
Succes kræver global indsats
Hos Dansk Standard vejleder man virksomheder med at udvælge og implementere standarder til at understøtte deres arbejde med FN’s verdensmål. Eksempelvis kan ISO 50001 hjælpe virksomheder med deres energi- og klimaindsats (verdensmål nr. 7: Bæredygtig energi), mens ISO 26000 støtter virksomheder i systematisk tilgang til social ansvarlighed og således understøtter således flere af verdensmålene (f.eks. verdensmål nr. 1: Afskaf fattigdom) og flere end 1300 standarder omhandler kvalitet og sikkerhed inden for medicin og sundhedsudstyr (verdensmål nr. 3: Sundhed og trivsel).
”Der er ingen tvivl om, at eksperterne i de arbejdsgrupper, der udarbejder standarderne, vil have verdensmålene endnu mere i tankerne, og at de vil komme stadig mere med ind i standarderne fremover,” siger Jesper Lauridsen og fastslår:
”Problemstillingerne er så komplekse, at de ikke kan løses af hvert enkelt land alene, men når vi trækker i samme retning, rykker det virkelig noget.”
