Hvorfor forlader dine medarbejdere jobbet?
Gode og dygtige medarbejdere udgør rygraden i enhver virksomhed og kan ofte gøre forskellen mellem at slutte året i plus eller minus. Det kan imidlertid være svært at finde og rekruttere dygtige medarbejdere, hvilket betyder, at når det lykkes, er der et udpræget behov for, at du gør en indsats for at fastholde dem.
Men hvordan undgår du, at dine gode medarbejdere søger væk? Ifølge TACK International, som udbyder lederkursus og -uddannelse, så er det et spørgsmål, som du kan undersøge fra to forskellige vinkler: Hvorfor vil medarbejderen gerne have det andet job, eller hvorfor vil medarbejderen gerne forlade sit nuværende job?
Da vi mennesker motiveres af vidt forskellige ting, kan årsagerne til, at en medarbejder ønsker et specifikt andet job, også være meget forskellige fra sag til sag, og svaret vil derfor afhænge af mange individuelle og personlige faktorer.
Hvis du derimod kigger nærmere på, hvad årsagerne er til, at en medarbejder gerne vil forlade sit nuværende job, så tegner der sig, ifølge TACK, et billede af tre overordnede forhold, som har stor indvirkning på, hvorvidt dine medarbejdere vil søge væk.
Virksomhedens omdømme
Det første forhold, du bør tage i betragtning, er medarbejderens opfattelse af virksomhedens omdømme. Opfatter medarbejderen virksomheden negativt, vil medarbejderen selvsagt være mere tilbøjelig til at søge væk. Det samme gør sig gældende, hvis medarbejderne har et indtryk af, at virksomhedens brand er svagt, og at andre mennesker således ikke kender til eller bryder sig om virksomheden og dens aktiviteter.
Hav derfor altid in mente, hvad virksomhedens brand har af værdi for dine medarbejdere, og hvordan det opfattes af dem. Branding er ikke kun til for at få flere kunder i butikken - det er samtidig en del af fluetapen, der får medarbejderne til at blive hængende. Stoltheden i jobbet er på den måde en af hjørnestenene i fastholdelsen af de dygtige medarbejdere, da de i mange tilfælde gerne vil kunne fortælle andre med stolthed, hvor de arbejder, og hvad de laver. Det forudsætter, at virksomheden er velanset, eller at medarbejderen kan se en mening i jobbet.
Sikr derfor, at medarbejderne har en forståelse af virksomhedens bedrifter, og at organisationens succeshistorier deles internt, så medarbejderne bliver klar over, hvad de kan være stolte af. Desuden bør medarbejderne forstå, hvorfor de laver det, de laver, hvad den enkeltes målsætninger er, og hvordan det relaterer sig til virksomhedens overordnede mål.
Svage relationer
Det andet forhold, du bør have for øje er medarbejderens relationer og kontaktpunkter i det daglige. En af de hyppigste årsager til, at folk forlader deres job, er netop, at de ikke bryder sig om deres chef. Det kan eksempelvis være, hvis chefen ikke tager ansvar, skyder skylden på andre eller tager æren fra andre; typiske fejl som ledere begår, fordi de ser det som en let måde at høste anerkendelse på uden at løfte en finger – eller for at redde deres egen stolthed og dermed slippe for at tage skraldet. En svag, ikke-tilstedeværende ledelse vil således være ødelæggende for medarbejderfastholdelsen. Som leder er det derfor altid nødvendigt at kigge indad, så du er opmærksom på, hvordan du fremstår overfor dine medarbejdere.
Det samme kan være tilfældet, hvis medarbejderen opfatter arbejdsklimaet som værende dårligt eller kollegaerne for værende inkompetente. I så fald vil medarbejderen enten ikke bryde sig om at komme på arbejde grundet de dårlige relationer til kollegerne, eller også vil han/hun få en opfattelse af, at visse medarbejdere må trække et tungere læs end andre. Det vil ligeledes være til skade for medarbejderens motivation og arbejdsglæde. Helt generelt gør du klogt i at være opmærksom på arbejdsklimaet, som kan have stor indvirkning på, hvorvidt folk søger væk. Du kan eksempelvis lave jævnlige klima- og energimålinger eller indføre en sund feedbackkultur.
Manglende plan for personlig udvikling
Dygtige medarbejdere skal gerne kunne se en udvikling - både i dem selv og i deres respektive stillinger. De er blevet dygtige, netop fordi de bliver ved med at dygtiggøre sig hele vejen igennem deres karriere, og får de ikke lov til det, vil det være skadeligt for deres arbejdsglæde.
Du er således nødt til altid at give dem mulighed for at udvikle sig for at kunne fastholde dem. Foreligger der eksempelvis ingen planer for uddannelse, eller er karrieremulighederne i en given stilling minimale, bliver det sværere for dig at fastholde de dygtige medarbejdere.