Fortsæt til indhold

Maj Invest: Kina ramt af finanskrise, men ro på

Verdens største økonomier er i fremgang, og investorer bør tage det roligt, lyder rådet fra Maj Invest.

Den globale økonomi er i fremgang, og det ændrer gårsdagens aktienedtur og dagens optur ikke en tøddel på.

Derfor bør investorer sortere støjen fra og holde fast i nogle langsigtede pejlemærker, som gør det muligt at holde hovedet koldt, når de finansielle markeder opfører sig åndssvagt.

»Jeg tror, man skal tage det lidt med en gran salt og bevare roen. De fundamentale ting i de største økonomiske zoner i verden, USA og EU, har det godt nok,« siger Jeppe Christiansen, adm. direktør i Maj Invest.

Det var især de danske privatinvestorer, som mandag solgte ud.

Her faldt det danske eliteindeks mere end 4 pct., mens det amerikanske Nasdaq-indeks faldt 8,5 pct. ved åbningen for siden at genvinde en del af det tabte.

I dag er de danske aktier på retur, og C20Cap-indekset præsterer et plus på 3 pct.

Men hvad har ændret sig fra mandag til tirsdag?

Ikke det store.

Finanskrisen er ifølge Jeppe Christiansen nået til Kina, men den har længe været på vej, lyder analysen.

Det rammer prisen på olie, jern og kobber, men USA og Europa kører videre.

Det er også pejlemærkerne i Maj Invests strategi og har været det en rum tid.

»Vi har hele tiden peget på, at Kina var det næste sted, hvor man ville se en krise. Det har vi sagt i nogle år, så vi var lidt for tidligt ude. Men jeg tror ikke, at det udløser nogen global krise,« siger Jeppe Christiansen.

»Alt det, der er sket med Kina, falder med Kina - først og fremmest råvarerne og asiatiske lande, som har haft gavn af Kinas fremgang«.

Maj Invest mener, at selskabet gennem håndplukning af enkeltaktier kan slå det generelle markedsafkast, fordi markedet ofte agerer irrationelt.

Det er da også let at sidde med den fornemmelse, når eksempelvis verdens mest værdifulde selskab, Apple, får barberet omtrent 10 pct. af sin markedsværdi af på 10 sekunder.

Det er muligt at udnytte, hvis ellers man har de langsigtede briller på.

»Vi tror, aktierne er et godt køb på lang sigt, nu er det endda blevet lidt bedre. Vi har ikke noget problem med at købe i de her dage,« siger Jeppe Christiansen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.