Hovedpinetabletter kan skade sexlivet
Mænd skal ikke spise for mange smertestillende piller. Det kan måske føre til impotens.
Der er god grund til at tænke sig om en ekstra gang, inden du spiser to smertestillende piller for at blive fri for hovedpinen. Især hvis du er en mand.
Forskere har nemlig fundet en klar sammenhæng mellem impotens og indtaget af smertestillende piller som aspirin og ibuprofen.
Undersøgelsen viser, at mænd mellem 45-69 år, der ofte indtog hovedpinetabletter, havde 38 pct. større risiko for at blive ramt af impotens end mænd, der ikke tog pillerne, skriver Msnbc.com.
Ifølge netdokter.dk har 30 pct. af mændene omkring 65 år problemer med impotens, mens det samme tal for mænd i 40'erne ligger på mellem 5-10 pct.
Flere faktorer er i spil
Undersøgelsen, som er blevet offentliggjort i tidsskriftet Journal of Urology, dokumenterer ikke, at de smertestillende piller kan være en direkte årsag til impotens. Der kan være flere faktorer i spil, peger forskerne på.
81.000 mænd mellem 45 og 69 år deltog i undersøgelsen via et spørgeskema. Halvdelen af mændene tog smertestillende piller mindst fem gange om ugen. 64 pct. af disse mænd svarede, at de ikke kan få en erektion sammenlignet med 36 pct. af de mænd, der ikke tog smertestillende medicin ofte.
Forskerne tog højde for alder, vægt, blodtryk og hjertesygdomme, og de kom herefter frem til, at mænd, der ofte tager hovedpinetabletter, har 38 pct. større risiko for at blive impotente.
Medicin kan blokere hormoner
Joseph Gleasen, der er urolog og har ledet forskningen på Kaiser Permanente i Los Angeles i USA, peger på, at sammenhængen kan forklares med, at medicinen blokerer hormoner, der spiller en rolle i forhold til mænds erektion.
En af forskerne bag undersøgelsen arbejder sammen med Merck og en anden samarbejder med GlaxoSmithKline. Begge firmaer producerer piller, der virker mod erektil dysfunktion.
LÆS OGSÅ: Viagra som dopingmiddel