Doping virker på livstid
Ny norsk forskning tyder på, at effekten af anabolske steroider bliver i kroppen til døden.
Hvis man én gang bruger anabolske steroider, kan man drage fordel heraf hele livet. Det viser ny norsk dopingforskning.
Forskningen er udført på Institut for biovidenskab på Oslo Universitet, hvor man mener at kunne påvise en livslang effekt af steroiderne.
Det betyder, at de dopingsyndere, der har udstået deres karantæne for brugen af steroider, og som vender tilbage til sporten, stadig får fremmet deres præstationsevne.
Sammenligner med styrketræning
Hvis man styrketræner meget i en tidlig alder, giver det varige positive effekter i musklerne, også selv om man stopper med at træne.
"Når musklen udsættes for styrketræning indlemmes stamceller i muskelfibrene, der hjælper muskler med at vokse. Tidligere har man troet, at disse forsvinder, når man indstiller træningen, men vores studie viser, at man beholder de ekstra cellekerner. Det betyder at man hurtigere kan genopbygge muskelmasse, hvis man genoptager træningen," siger professor Kristian Gundersen, der har ledet den norske forskning, til vg.no.
Livslange karantæner?
Det har nøjagtig den samme effekt, når man bruger anabolske steroider.
De nye resultater er endnu et argument i debatten om længden af de karantæner, antidoping-myndighederne udsteder. Normalt gives to års karantæne, og maksimumsstraffen på fire år, bliver kun brugt i ganske få tilfælde.
"Brugen af anabolske steroider ser ud til også at øge antallet af cellekerner og kan dermed give varige fordele. I så fald bør det måske betyde, at de, der bliver taget for brug af steroider, skal have livslang karantæne i stedet for ganske få år," siger professor Kristian Gundersen.
Yderligere forskning
Selv om de nye resultater kan få store konsekvenser i doping-bekæmpelsen, er der lang vej til en egentlig ændring af reglerne.
"Der skal mere forskning til, før det er 'sikker viden', men det kan ikke afvises, at de anabolske steroider giver livslang virkning," siger den danske professor Verner Møller, der er dopingekspert ved Institut for idræt på Aarhus Universitet til spn.dk.
Deltag i debatten
- Bør oplysningerne om, at doping kan virke resten af livet, ændre dopingreglerne?