Fortsæt til indhold
Kultur

Familiefar er landets største talent

Rapperen Kalle Pimp vandt finalen i DR's Talent 09. Dermed blev han en kvart million kroner rigere.

"Jeg vil takke min kone, mine børn, mine venner - ja alle."

Den 23-årige rapper og familiefar fra Horsens Kalle Pimp løb med titlen Danmarks største talent, da han i finalen vandt med sin til lejligheden skrevne "Jeg er på igen".

Jeg er på igen, jeg kommer brasende/ for det her talent kan fandeme klare det/ det' kvalitet for pengene/ så tag og bli' hængende/ det stadig Kalle Pimp, der lægger stemme til.

Pladekontrakt?

Kalle Pimp, som egentlig hedder Kasper Ejnar Glyngfeldt Larsen, kan nu se frem til, at hans hverdag, hvor han er samler inventar til butikker, vil ændre sig en hel del. Han er i hvert fald 250.000 kr. rigere - og mon der ikke også er nogen, der vil tilbyde ham en pladekontrakt?

Og hans glæde og taknemmelighed var overstrømmende. Kalle Pimp var ikke i tvivl om, at en væsentlig og afgørende inspiration for ham havde været de råd, som han undervejs i konkurencen havde modtaget fra sit forbillede - dommeren Jokeren.

Vera overraskede

Som nummer to i konkurencen fulgte den 16-årige violinist Vera. Hun overraskede alt og alle ved at optræde i finalen i lædertøj og spille Jimi Hendrix' "Purple Haze." Endda med strøm på violinen.

Og som hun sagde allerede inden aftenens konkurrence:

"Da jeg stillede op, var det hovedsageligt for at sprede glæde ved at spille klassisk musik. Nu hvor jeg er nået finalen, synes jeg, at det kunne være fedt at vinde."

Det lykkedes dog ikke.

Skamros fra dommerne

Fra dommerne lød der ellers lutter skamros til Vera.

"Jeg er målløs. Den havde jeg sgu ikke set komme," lød det fra Jokeren, der var tydeligt positivt overrasket over at skulle opleve en teenagepige spille et Jimi Hendrixnummer på violin.

Hella Joof:

"Du formår at overraske hele tiden. Du er fantastisk."

Og mon ikke mange gav Nicolaj Koppel ret, da han konkluderede:

"Du er eksponent for spilleglæde. Jeg er sikker på, at andre børn nu også vil begynde at spille violin efter din optræden her."

På tredjepladsen kom de musikalske søskende Camilla og Jonas Engholm på tværfløjte og guitar.

Hvad mener du om resultatet? Var Kalle Pimp den rette vinder?