René Holten Poulsen er Årets Sportsnavn
René Holten Poulsen leverede en historisk præstation i dansk kajaksport, da han blev dobbelt verdensmester, og nu kan han også kalde sig Årets Sportsnavn.
De to VM-guldmedaljer og OL-kvalifikationen var udslagsgivende i kampen om Danmarks officielle og fornemste sportspris, Årets Sportsnavn, som uddeles i et samarbejde mellem Jyllands-Posten og Danmarks Idrætsforbund.
Hans største drøm er at blive olympisk mester, og han kan altså nu også føje titlen som Årets Sportsnavn i Danmark til cv’et. Med prisen følger også en kontant belønning på 50.000 kroner.
”Vi er på Jyllands-Posten stolte af for 25. gang i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund at kunne uddele det, som vi synes er Danmarks fornemste idrætspris, Årets Sportsnavn. Og kajakroeren René Holten Poulsen er en mere end værdig vinder af denne ”jubilæumsudgave”. To VM-guldmedaljer er et vidnesbyrd om højeste internationale niveau og i øvrigt en træningsflid og dedikation, som aftvinger respekt. Jeg tror, at vi kommer til at høre mere til René Holten til OL i Rio de Janeiro i år,” siger Jyllands-Postens sportsredaktør Christian Thye-Petersen.
De øvrige tre nominerede til titlen var svømmeren Jeanette Ottesen, der vandt to sølvmedaljer ved VM i Rusland, orienteringsløberen Maja Alm, der blev tredobbelt verdensmester ved VM i orienteringsløb, samt sejleren Anne-Marie Rindom, der vandt guld i Laser Radial-klassen, som også er en OL-bådklasse.
Det er 25. gang, at Jyllands-Posten og Danmarks Idrætsforbund uddeler prisen som Årets Sportsnavn. Ansvaret for den endelige kåring har ligget i hænderne på en priskomité med kulturminister Bertel Haarder som formand og DIF-formand Niels Nygaard som næstformand. Øvrige medlemmer af komitéen er direktør i Danmarks Idrætsforbund Morten Mølholm, formand for Team Danmark Frank Jensen, direktør i Team Danmark Lone Hansen samt chefredaktør på Jyllands-Posten Jørn Mikkelsen og sportsredaktør på Jyllands-Posten Christian Thye-Petersen.
Derudover har Jyllands-Postens læsere kunnet stemme på deres favorit.
JP