Fortsæt til indhold
Sport

Tennis: Skuffet dansk debutant

Efter førstedagens singler er stillingen 1-1 mellem Danmark og Tunesien i Davis Cup'ens 3. division

Af THOMAS MØLLER KRISTENSEN

Godt nok bliver en single i Davis Cup'ens tredjebedste række aldrig verdens vigtigste tenniskamp, men Rasmus Nørbys synlige skuffelse var nu alligevel fuldt ud forståelig.

I over tre timer kæmpede den 20-årige Farum-spiller for at sikre sig en vellykket debut, men efter sin korte karrieres første femsætter måtte han alligevel strække våben mod Tunesiens Oualid Jallali og blev nødt til at sunde sig lidt for sig selv på sin stol ved banens midte.

Mest af alt mentalt var Rasmus Nørby presset ud på kanten. Med bøjet hoved havde han taberens karakteristiske kendemærke, og holdkammeraten Patrik Langvardts trøstende ord nåede nok aldrig helt derind, hvor de kunne have gjort en smule nytte.

Flot åbning

En fantastisk åbning havde givet forhåbninger blandt publikum i Hillerød Tenniscenter, men efter fem sæt havde Oualid Jallali vundet opgøret 0-6, 6-4, 6-3, 1-6, 6-2 og bragte dermed gæsterne foran 1-0 i det samlede regnskab.

En omskiftelig affære, der sagtens kunne være endt med dansk sejr, men ganske som efter sin første optræden i Copenhagen Open tidligere på sæsonen betegnede Rasmus Nørby sin manglende erfaring som udslagsgivende.

»Han har spillet 28 Davis Cup-kampe før, og på de vigtige bolde får han tilkæmpet sig de marginaler, der er så vigtige. Det må jeg så bare lære hen ad vejen, selv om det er en bitter erfaring,« konstaterede Rasmus Nørby, der nu kan hvile frem til søndagens to afgørende singler.

Indtil da kan han ærgre sig over flere oplagte, men misbrugte muligheder i mødet med den udpræget defensive tuneser, der føler sig bedst tilpas på de langsomme grusbaner. Ikke overraskende satsede Oualid Jallali mest på at score point ved at holde bolden i spil, indtil modstanderen af ren utålmodighed satser og fejler.

Af samme grund blev kampen aldrig en direkte medrivende forestilling. Dertil var tempoet alt for lavt og udviklingen for svingende, men sidste faktor gjorde den derimod både spændende og uforudsigelig.

Især i begyndelsen fik Rasmus Nørby givet flere prøver på sit potentiale, men blev til slut offer for sin manglende evne til at udnytte de ellers mange tilbud. Hele 22 gange havde han således mulighed for at bryde Oualid Jallalis serv, og eksempelvis misbrugte han ved stillingen 4-4 i andet sæt tre breakchancer for i partiet selv at blive brudt til tunesisk sætsejr.

Mangler udstillet

Midt i ærgrelsen kunne Rasmus Nørby dog trods alt glæde sig over at have taget et nyt skridt i karrieren, men den godkendte indsats til trods udstillede han indirekte Danmarks mangelfulde bredde for øjeblikket.

Sammen med Frederik Løchte Nielsen giver Rasmus Nørby håb for fremtiden, men helt aktuelt må kaptajn Michael Tauson efter det sene afbud fra en skadet Kristian Pless igen hænge sin hat på Kenneth Carlsen, der da også relativt simpelt sørgede for udligning ved i aftes at besejre Heithem Abid med 6-2, 6-1, 6-3.

Grundet skader og meget omtalte kontroverser mellem Pless og Carlsen har landets to bedste spillere ikke været på samme hold siden 1999, hvilket er en meget stor del af forklaringen på Danmarks henslumrende tilværelse i tredje division.

Hvert år krydser lederne i det hjemlige tennisforbund fingre i håbet om igen at få lov til at opleve scener som i jubelæraen for 10-15 år siden, da store nationer ikke alene blev presset til det yderste, men af og til faktisk også blev besejret.

Blandt spillerne var dengang Michael Tauson, der som nutidens kaptajn skal forsøge at gøre drøm til virkelighed.

»Målet for i år er oprykning, men det har det jo været så længe. Trods afbuddet fra Kristian Pless skal vi vinde over Tunesien og kan så forhåbentlig stille med fuld hold. Lykkes det, kan vi gå hele vejen, men samtidig har vi jo endnu en gang fået at se, hvor sårbare vi er,« påpeger Michael Tauson.

thomas.kristensen@jp.dk