Fortsæt til indhold
Sport

Fodbold: Kvindelandsholdets anfører stopper karrieren

Det danske kvindelandsholds anfører Lene Terp stopper karrieren, oplyser Dansk Boldspil-Union tirsdag.

Efter 105 landskampe, 17 U/20-landskampe og et hav af kampe for klubber i ind- og udland lægger den 30-årige forsvarer støvlerne på hylden og tiltræder den 1. august en stilling som idrætslærer.

Den 14. marts i år blev hun den første danske kvinde, der passerede 100 landskampe. På klubplan nåede Lene Terp at spille i Hellevad, Bolderslev B1950, Kolding BK, Vejle BK, Lynn University, OB og Fulham. Hun udelukker ikke, at hun på et senere tidspunkt vil tage en træneruddannelse og vende tilbage til fodboldens verden.

/ritzau/