Fortsæt til indhold
Sport

AGF slider med målene i tæt guldkapløb

AGF har blot hentet en sejr ud af syv mulige i mesterskabsspillet. Det skyldes ikke mindst, at holdets offensivspillere har svært ved at score som i efteråret.

36 scoringer i efterårssæsonens 18 ligakampe. Og 16 mål i forårets hidtidige 11 kampe, hvoraf fem faldt i samme kamp.

Det er ikke mindst et dyk i antallet af træffere, der har gjort, at mesterskabsbejleren AGF bøvler med pointhøsten og fra at være guldfavorit nu ligger bag FC Midtjylland før Superligaens tre sidste runder.

»En blanding af utur og manglende kynisme,« lyder den umiddelbare forklaring fra den tidligere AGF-angriber Peter Graulund, der er ekspert på TV 2 Sport.

Han mener, at AGF faktisk spiller god fodbold i denne periode, og vurderer, at AGF var »klart bedst« ude mod FC Midtjylland og hjemme mod FC Nordsjælland. To kampe, der endte med et udbytte på i alt et point.

»Lige nu mangler der noget x-faktor og sidste kvalitet, når de når det offensive felt.«

Tallene fortæller en klar historie om, at AGF’s offensive profiler har et markant formdyk vurderet på mål.

I efterårssæsonen sprudlede trioen med Tobias Bech, Kristian Arnstad og Patrick Mortensen med sammenlagt 23 mål.

I forårssæsonen har de tilsammen bidraget med fem. I de otte seneste runder, der er afviklet i marts og april, har trioen scoret to.

»De har ikke den samme skarphed som tidligere. AGF vælter sig ikke i chancer, men de skaber stadig nok. Tidligere sparkede de dem bare ind. Det er tre klassespillere, og Bech og Arnstad har haft en forrygende sæson,« pointerer Graulund.

Gør noget atypisk

Mark Strudal, der har en fortid som succesfuld angriber og senere angrebstræner med den højeste træneruddannelse, forholder sig ikke specifikt til AGF.

Men den fungerende landstræner for Danmarks U20-herrer og kvindernes U23-landshold peger på flere generelle faktorer, der kan spille ind, når angribere rammer en tørke efter at have scoret flittigt.

»Øget opmærksomhed og det, at modstanderen bliver bedre til at læse dig, er en typisk årsag. Scorer en spiller 10-15 mål i en halvsæson, vil modstanderen have fokus på, hvem der skal lukkes ned og hvordan,« forklarer Mark Strudal.

Han påpeger, at voksende tvivl i en angriber er en anden hyppig årsag til tørkeperioder.

»Begynder du at afvige fra dine principielle afslutninger, når du eksempelvis rammer stolpen, eller målmanden laver en fantomredning, så gør du muligheden for at score næste gang mindre, fordi du gør noget, der er atypisk for dig.«

»Holder du fast i, at du gør det rigtige, giver du selv den største sandsynlighed for at score næste gang,« siger Strudal.

I sit arbejde skelner han mellem angribere, der enten er bevidst kompetente eller ubevidst kompetente.

»Bevidst kompetente er klar over, hvordan de skal afslutte og træner i det, men tænker stadig over det, når de afslutter i en kamp. Derfor kan de komme i tvivl og ændre procedure.«

»Ubevidst kompetente angribere har afsluttet så mange gange, at de gør det per automatik uden at tænke. De kommer sjældent ind i en scoringskrise, fordi de gør det, de altid har gjort,« lyder det fra Strudal.

Mental barriere

Med sine 36 år og 114 mål i Superligaen falder Patrick Mortensen formentlig i kategorien for ubevidst kompetente angribere, og Peter Graulund finder på AGF’s vegne optimisme i, at sidste sæsons superligatopscorer i sidste uge mod FCN kom på tavlen for første gang i 11 kampe.

Samtidig mener han, at den mentale del spiller ind, når AGF er så tæt på at vinde sit første mesterskab i 40 år.

»Jeg tror helt sikkert, at der er en mental barriere. Hele byen er på den anden ende, og den vil eksplodere i ubeskrivelig fest, hvis tørken bliver brudt.«

»Uanset har det været en sindssyg flot sæson, men når man i sidste uge var tæt på at komme otte point foran Midtjylland, vil det være en skuffelse, hvis guldet ikke kommer hjem. Så det vil da pirre det mentale i de kommende uger.«

»Når det er sagt, har man ikke kunnet se på spillet, hvis man har været præget af nerver. Det har ikke været nervøst eller krampagtigt. De har været dygtige til at holde fokus,« mener Graulund.

Før de sidste runder har FC Midtjylland og AGF begge 58 point, men midtjyderne har klart den bedste målscore. Søndag får AGF besøg af Sønderjyske, mens FCM mandag tager imod Viborg.

Artiklens emner
AGF