Fortsæt til indhold
Sport

Da nationalmelodien lød, sang guldvinderne for – og det var ikke skønsang

Selv om Michael Mørkøv er 36 år, tror han, at han kan være med til næste OL, hvor han vil gentage OL-triumfen.

IZU

Landstræner Casper Jørgensen tog fat om Michael Mørkøvs guldmedalje og vejede den i hånden.

De kiggede begge på den og så hinanden smilende i øjnene.

Michael Mørkøv var lige kommet ned af podiet, hvor han sammen med Lasse Norman Hansen var blevet overrakt den tunge medalje som et bevis på, at de havde vundet i parløbet ved OL i Tokyo.

Guld til Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv i Tokyo. Danner de også par i Paris om tre år? Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Hvis Lasse er frisk om tre år, er jeg også frisk.
Michael Mørkøv, cykelrytter og OL-guldvinder

Da de stod på podiet, og ”Det er et yndigt land” gjaldede ud over velodromen i Izu 150 kilometer fra Tokyo, kunne man tydeligt høre dem synge – der var jo ingen tilskuere.

»Vi skrålede med, og jeg tænkte, at hvis det er det sidste løb, jeg vinder i min karriere, skal jeg fandeme synge med på den nationalmelodi sammen med Lasse,« sagde Michael Mørkøv.

Han er 36 år, kører professionel for Deceuninck-Quick Step og udelukker ikke, at han vil gøre endnu et forsøg ved OL i Paris i 2024.

»Hvis Lasse er frisk om tre år, er jeg også frisk. Jeg har kontrakt med Quick Step til 2023, og så er der et halvt år til næste OL, så der er ikke noget, der bliver udelukket herfra,« sagde han.

Guldmedaljen har været længe ventet. Michael Mørkøv deltog sammen med Alex Rasmussen i parløb i 2008 i Beijing, men endte kun som nummer seks.

»Vi var blandt favoritterne i 2008, og året efter blev vi verdensmestre, men en måned efter røg disciplinen af det olympiske program. Det var en lang næse at få, når det lige præcis er den disciplin, som jeg er absolut bedst i. Da jeg i 2017 fik at vide, at den kom tilbage, vidste jeg, at det var et mål, jeg ville gå efter. Da havde jeg allerede kørt meget sammen med Lasse og vidste, at vi ville have en realistisk medaljechance. Det her var revanche for 2008,« sagde Michael Mørkøv.

Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv overtog føringen i løbet med 50 omgange igen, og ingen af konkurrenterne matchede danskerne. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

Større end 2012

Lasse Norman Hansen har tidligere vundet OL-guld, da han sejrede i omnium ved OL i London i 2012.

»London var kæmpestort, men jeg var så ung, at jeg ikke tror, at jeg 100 pct. forstod, hvor stort det var. Ni år senere forstår jeg en del mere, og derfor betyder denne medalje endnu mere for mig,« sagde Lasse Norman Hansen.

Han er ved at have en solid samling af OL-medaljer, nemlig to af guld, en af sølv og to af bronze, og dermed tangerer han tre andre danske atleter, skytterne Lars Jørgen Madsen og Niels Hansen Ditlev Larsen samt roeren Eskild Ebbesen.

»Det er kæmpestort at være i det selskab. Det er en liste, som jeg har kigget meget på og drømt om at skrive mig ind i toppen på. Det er lidt svært at tro på, at jeg kan kalde mig en af de mest vindende i OL-sammenhæng nogensinde,« sagde Lasse Norman Hansen.

Han og Michael Mørkøv er regerende verdensmestre.

Parret kørte et kontrolleret løb og tog point i 14 af de 20 sprinter, og da der ikke var nogen, der indhentede feltet med en omgang, var 43 point nok til at slå Storbritannien, der endte på 40 og Frankrig på tredjepladsen også med 40.

En overgang havde Danmark problemer, da Belgien var gået i udbrud, og hvis det var lykkedes belgierne at tage en omgang, var Danmark blevet sendt ned på andenpladsen.

»På et tidspunkt var jeg skeptisk. Fordi vi var favoritter, var der mange gange, hvor vi prøvede at tage vores del af arbejdet, og når vi overlod det til andre, slog de op. Så der var flere gange, hvor det kunne have gledet ud af hænderne på os, men vi holdt hovedet koldt,« sagde Michael Mørkøv.

Opkald fra kronprinsen

Som det er blevet tradition, fik parret et opkald fra kronprins Frederik efter løbet.

»Det er det opkald, som enhver atlet drømmer om at få, for det betyder, at man hare vundet guld ved OL. Frederik – hans kongelige højhed – har altid været en kæmpestor inspiration for mig. Vores dreng er opkaldt efter ham, han er et fantastisk forbillede i Danmark,« sagde Michael Mørkøv.