Fortsæt til indhold
Sport

En fodboldspiller, der ikke vil starte inde? »Nogle er ukuelige. Jeg er en tvivler«

Dybe refleksioner og hårde erfaringer har nuanceret fodboldens sort-hvide billede for Martin Mikkelsen, der er født i en AGF-familie og tidligt blev professionel.

»Jantelov hører det gamle årtusind til. Vi er ikke bange for at sige, hvad vi vil. Vi har ambitioner. Vi vil fremad.«

Det lyder som en præsentation af endnu et nyt politisk parti. Men bag ordene står den tidligere professionelle fodboldspiller Martin Mikkelsen, der har spillet Superliga for både AGF og Hobro. I sommers tiltrådte han som spillende assistenttræner i 2. divisionsklubben Aarhus Fremad, og de stærke ord er ikke normal kost fra en fodboldspiller, der selv tvivler stort på sine egne evner.

Hele sin fodboldkarriere har han været en del af et hårdt og maskulint miljø. Det har været vanskeligt for en fodboldspiller, der betragter sig selv som en tvivler og som meget forfængelig.

Jeg tror ofte, der er folk, der tænker, at lige i dag ville de gerne starte ude. Det siger man bare ikke i den verden.

Han blev forført af spillet, da han i en ung alder blev professionel i AGF:

»Jeg har spildt meget tid. Det er nemt at blive forført af livet som fodboldspiller, når det kører for dig. Du har høj status blandt venner, masser af fritid og får masser af fede oplevelser med dine holdkammerater.«

Martin Mikkelsen spiller igen fodbold i fødebyen Aarhus, hvor han tidligere har spillet for AGF. Foto: Søren Vendelbo.

»Urealistisk følelse«

Nu er den professionelle karriere forbi, og i dag lever Martin Mikkelsen primært af at kommentere italiensk fodbold for TV 2. Men en magisk aften på Riisvangen kan vægte lige så højt for kantspilleren som de største aftener i Hobro. Det fik han et eksempel på, da han spillede den sidste del af kampen mod 1. divisionsholdet Vendsyssel, som Aarhus Fremad slog med hele 5-0 i seneste runde af pokalturneringen.

»Mit største øjeblik som professionel var helt sikkert, da Pål Kirkevold scorede til 1-0 på hjemmebane i Hobro mod Vendsyssel i oprykningsfinalen i sommeren 2017. Eller da jeg scorede sejrsmålet til 2-1 mod AGF. Der begyndte jeg simpelthen at græde, da jeg jublede.«

Hobro vandt kampen 2-1, men blev taberdømt 3-0 efter brug af en ulovlig spiller. Derfor er kampen fjernet fra historiebøgerne. Alligevel husker han scoringen som en »urealistisk følelse«.

Drevet af tvivlen

Martin Mikkelsen er søn af den tidligere AGF-spiller Torben Mikkelsen, og han startede sin karriere som en meget ung spiller i AGF. Han nåede 116 kampe i Superligaen, hvor han scorede tre mål. Det skyldes, at han ikke har taget nok chancer i sit spil og har været for tilbageholdende:

»Min far scorede mange mål på langskud og straffespark. Han har sagt til mig hele mit liv, at jeg bare skulle skyde, for der kan ske alt muligt. Men at tage chancer i mit spil passer ikke så godt i mit hoved. Jeg vil helst ikke skyde, medmindre der er en virkelig god chance for, at jeg scorer.«

De første par uger her var udfordrende, for jeg følte, at der var spotlys på mig.
Martin Mikkelsen, tidligere Hobro-spiller og nuværende spillende assistenttræner i Aarhus Fremad.

Mange vil måske tro, at alle fodboldspillere vil starte inde hver weekend. Men ikke Martin Mikkelsen. Hele fodboldkarrieren har været drevet af tvivl:

»Jeg gider ikke at spille, før jeg kan mærke, at jeg kan gøre en forskel. Jeg prøver virkelig at være ærlig på egne vegne. Jeg har ikke lyst til at spille, hvis ikke jeg har den gode fornemmelse eller føler, at jeg er én af de bedste.«

Men vil man ikke altid starte inde?

»Sådan har jeg det ikke altid. Det er en floskel, det der. Hvorfor vil man gerne det? Jeg er en meget forfængelig fodboldspiller. Der er nogle, der er ukuelige. Jeg er mere en tvivler. Min træning betyder utroligt meget for mig, og jeg er nødt til at give den fuld gas, hvis jeg skal have den gode fornemmelse.«

Er det ikke lidt usædvanligt for en fodboldspiller?

»Det kan godt være. Det tror jeg ikke. Jeg tror bare ikke, der er nogen, der tør at sige det.«

Er der virkelig ikke det?

»Næh. Jeg tror ofte, der er folk, der tænker, at lige i dag ville de gerne starte ude. Det siger man bare ikke i den verden.«

Har du kunnet mærke det på medspillere?

»Jeg kan se det på dem. Jeg kender det selv fra Hobro-tiden, når vi havde tabt 10 kampe i træk og ikke kunne lave mål. Det rokker ved selvforståelsen, og så har man ikke lyst til at spille.«

»Tvivlen og forfængeligheden har hjulpet mig og været med til at forme mig. Jeg er blevet ekstremt ærekær og forfængelig i positiv forstand, når jeg spiller. Jeg gør mig virkelig umage. Der er nogle spillere, som aldrig føler, at det er deres skyld, som altid har en tendens til at pege fingre, og det kan godt være irriterende at spille sammen med.,« siger den tidligere Hobro-kant. Foto: Søren Vendelbo.

Ny rolle

I dag bestrider den tidligere Hobro- og AGF-spiller en dobbeltrolle i Aarhus Fremad som spillende assistenttræner. En rolle, som man normalt ikke ser i fodboldverdenen, fordi det kan være problematisk at have begge positioner i et omklædningsrum. Men det »ekstremt flade hierarki« i Aarhus Fremad har hjulpet Martin Mikkelsen med at falde på plads i den nye rolle.

»I Hobro tog det mig et halvt år, før jeg begyndte at slappe af, fordi det plejer at tage ekstremt lang tid for mig at falde til. De første par uger her var udfordrende, for jeg følte, at der var spotlys på mig. Men stor cadeau til truppen for at få mig til at føle mig hjemme.«

Det giver ekstra troværdighed, fordi jeg selv har været der, når jeg fortæller, at spillerne bliver bedre på den måde, de træner.
Martin Mikkelsen, tidligere Hobro-spiller og nuværende spillende assistenttræner i Aarhus Fremad.

Han forsøger at fjerne eventuelle problemer ved at agere åbent og afvæbnende:

»Det er en kontrastfyldt rolle, for det er svært at være træner, når jeg skal ind i omklædningsrummet og hyggesnakke med drengene. Vil de sige det hele til mig, eller er de bange for, at jeg siger det til cheftræneren? Det er et stort tillids- og loyalitetsspørgsmål. På træningsbanen svarer det til at være trænerens søn; jeg er nødt til at være ekstragod for at retfærdiggøre min plads.«

Martin Mikkelsen har tidligere talt med Allan Kuhn og Jonas Dal om at gå trænervejen. Nu løber han både indenfor kridtstregerne og assisterer cheftræner Morten Dahm Kjærgaard på sidelinjen. Foto: Søren Vendelbo.

Han håber at kunne bidrage med ekstra troværdighed til den unge trup:

»Det giver ekstra troværdighed, fordi jeg selv har været der, når jeg fortæller, at spillerne bliver bedre på den måde, de træner, og ikke skal stresse over ikke at være i en større klub allerede.«

Bag kulisserne sparrer Martin Mikkelsen med cheftræner Morten Dahm Kjærgaard, ser video af kampene og laver egne kamprapporter. Men han slår fast, at det kun er cheftræneren, der sætter holdet.

Artiklens emner
Fodbold