Nej, nej, nej, jeg har scoret mod AGF

AGF løber i familiens blod, siger Martin Mikkelsen denne aften, det er en fredag i september, et heftig regnskyl har indvarslet efteråret, han står uden for omklædningsrummet på DS Arena i Hobro, det er ved at være sent. Den lokale klub har givet Martin Mikkelsen muligheden for at spille i Superligaen, efter at han i adskillige sæsoner var en pålidelig, men overset midtbanespiller i 1. division i FC Fredericia.

Et minut før tid, på et tidspunkt da Hobro stort set ikke har været i nærheden af AGF’s mål i anden halvleg, stillingen er 1-1, og Martin Mikkelsen er syv minutter ind i anden halvleg blevet skiftet ind i stedet for Hobros sydkoreanske debutant, Jung-Bin Park. Da sker det.

Kasper Povlsen, også tidligere AGF’er (»Det er skæbnens ironi,« siger AGF-træner Morten Wieghorst, da han genser målet på en tv-skærm), får skubbet bolden på tværs i AGF’s felt, her dukker Martin Mikkelsen op og med sit kolde højreben triller han bolden i mål i det fjerneste hjørne. Løber, løber – og tager sig til hovedet. Nej, nej, nej, jeg har scoret mod AGF, min gamle klub, siger hans ansigt. Det varer et par sekunder, før det går op for ham.

AGF er hans tidligere klub, han har haft det virkelig svært som seniorspiller i klubben, og da Hobro skal møde AGF, er han sat på bænken. En stor skuffelse. Men han kommer ind og scorer kort før tid, på et tidspunkt da Hobro i den grad savner en succesoplevelse. Han lægger det hele sammen:

»Det var mere end et menneske kan klare. I hvert fald mig,« siger han.

Lidt for langsom

Martin Mikkelsens far, Torben, spillede 263 kampe og scorede 63 mål for AGF fra sidst i 1960’erne til sidst i 70’erne. Martin Mikkelsens onkler spillede også for AGF’s førstehold. Carl Beck, far til landsholdsspilleren Mikkel Beck, spillede 63 kampe for AGF, mens onkel Henrik nåede 93 kampe og 11 mål for den aarhusianske klub i de sidste fem år af 1970’erne. Martins halvbror, Rune Therkildsen, har også spillet i AGF. Han er del af en AGF-familie.

Martin Mikkelsen er som dreng dygtig, stærk teknisk, men lidt langsom og lidt for venstrebenet. Og lidt lille. Men talentet har han, og efter at have taget tilløb i Vejlby IK skifter han til AGF og vinder turneringer som ungdomsspiller. En af hans daværende trænere Casper Bugge finder på at lade Martin spille centralt på midtbanen i stedet for ude på fløjen, hvor han ikke har fart nok i benene. Det giver Martin Mikkelsen et kolossalt løft.

AGF har fået svensk træner, Sören Åkeby. Han synes godt om den unge midtbanespiller og tager ham med på bænken til sæsonens første kamp i 2004/2005-sæsonen. Ude mod FC Nordsjælland. Martin Mikkelsen, 18 år, bliver skiftet ind 10 minutter før tid i stedet for svenskeren Jeffrey Aubynn. Kampen står 2-2, og Martin Mikkelsen er tæt på at stå bag et mål med et oplæg til Thomas Thorninger.

Kampen slutter 2-2, men Martin Mikkelsen har fået en fin indledning på karrieren som seniorspiller. Det skal ændre sig. I en ynglingekamp får han en knæskade, og da han er klar igen senere på efteråret, bliver han udtaget til en pokalkamp mod AC Horsens.

Efter en time bliver han skiftet ind på midtbanen, hvor AGF stiller op med Brian Steen Nielsen og Stig Tøfting. Mange år senere forklarer Martin Mikkelsen til agffan.dk, at oplevelsen i den kamp gør ham utilpas og bange. Han bliver ganske enkelt skræmt af de to spilleres ekstreme vindermentalitet. Han begynder at tvivle på sine egne evner og kan slet ikke kapere overgangen fra ungdomsspiller til de voksnes rækker.

Vil ikke skiftes ind

Der skal gå over et halvt år, inden Martin Mikkelsen igen bliver udtaget til AGF’s bedste hold, en udekamp i Silkeborg, og på bænken sidder han og håber på, at han ikke vil blive skiftet ind. Men det bliver han, og det ender med at blive den sidste kamp for AGF i over tre år. I stedet begynder Martin Mikkelsen at studere jura og sideløbende spiller han på AGF’s reservehold. Fodbold for sjov. Da Ove Pedersen siden overtager AGF, finder han Martin Mikkelsen frem igen, og i april 2008 får han spilletid i to opgør.

Straks efter skifter han til FC Fredericia i 1. division. Her – i tryggere rammer og med færre forventninger – udvikler Martin Mikkelsen sig til en nøglespiller. Han er god på bolden, slår fine indlæg og mister stort set aldrig kuglen. En klog spiller. Helt frem til 2014 er Martin Mikkelsen på kontrakt i Fredericia, lidt af en bedrift i en klub, hvor der sker stor udskiftning. Men han er den konstante faktor og når at spille 152 kampe og score 16 mål.

Det største øjeblik

I Hobro har de fået øje på Martin Mikkelsen, som siger ja tak til det nye superligahold. Igen vokser han med opgaven og bliver ret hurtigt fast deltager på Hobro-holdet.

Nu står han i spillertunnelen i en bluse med Hobros logo på. Han smiler, virker stadig lidt omtumlet. Alle de spørgsmål.

»Selvfølgelig er jeg lidt AGF’er inde bag HIK-logoet. Det ligger i mit blod. Hele min familie har spillet i AGF. Det er det største, jeg har oplevet som fodboldspiller. Ingen tvivl om det,« siger Martin Mikkelsen.

Han glæder sig til at overbringe nyheden om sit sejrsmål til sin far, der er på Mallorca. Torben Mikkelsen har ikke sluppet sin gamle klub, han er vært ved spisningen hos sponsorerne på Ceres Park i Aarhus og desuden assistenttræner i ungdomsafdelingen.

»Men i dag holdt han med mig. Det er der ingen tvivl om. Han er også lykkelig, det er jeg sikker på. Jeg ringer til ham senere i aften,« siger Martin Mikkelsen, uvidende om, at Hobro får frataget sejren, da klubben ikke har fået rekvireret Adama Tambouras spillercertifikat fra Randers FC.

Hobro taber 0-3 på skrivebordet, Martin Mikkelsens sejrsmål bliver slettet. Men ikke i hans hukommelse.