Efter et års pilgrimsvandring mangler dansk filantrop »kun« 8.500 kilometer
Urent drikkevand i et afrikansk land har sendt 27-årige Charlie Uldahl Christensen ud på en lang rejse til fods igennem Europa og Afrika.
Med hjælp fra sponsorer og private donationer vil esbjergenseren på en pilgrimsfærd med endedestination i Tanzania sikre rent drikkevand for det afrikanske land.
I snart et år har Charlie vandret fra hjemstavnen i Sydvestjylland og ned igennem Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien og Portugal. Her blev han modtaget som lidt af en helt.
»Folk i Portugal stoppede mig på gaden flere gange om dagen for at tage billeder og få skrevet autografer. Jeg var ret heldig at få landsdækkende tv-dækning i Braga, som ligger nordligt. Det gjorde, at jeg fik en masse henvendelser tidligt på min rejse igennem landet, så der var allerede arrangeret en masse events, da jeg ankom til Lissabon,« fortæller Charlie Uldahl Christensen til Jyllands-Posten.
Charlie er nu tilbage i Spanien, inden turen indtager et nyt kapitel i Afrika den 18. maj, som er årsdagen for turens begyndelse. Her gør han status over et år, der har budt på møder med en masse forskellige mennesker og kulturer.
»Det har været en enormt lærerig rejse. Jeg har mødt så mange mennesker af forskellige religioner, seksualiteter og sociale klasser, og jeg har lært meget både om mig selv og om andre. Faktisk udvider mit perspektiv sig så hurtigt, at jeg oplever, at jeg har svært ved at lade det hele bundfalde,« fortæller Charlie Uldahl Christensen fra sit nuværende opholdssted i Malaga i det sydlige Spanien.
Inden Charlie påbegyndte sin rejse sidste år, forudså han, at den ville vare to og et halvt år. Men den prognose har været for ambitiøs, fortæller han.
»Da jeg satte en tidshorisont på to og et halvt år, var det på baggrund af en grov udregning, at jeg ville gå 30 kilometer om dagen, seks dage om ugen. Det skema har jeg fundet ud af, at jeg har lagt for stramt. Om jeg når mit mål om to, tre eller fire år er i sig selv underordnet. Hvis jeg formår at rejse pengene inden, går bygningsarbejdet selvfølgelig i gang med det samme,« siger Charlie Uldahl Christensen.
Det er dog ikke fødderne, der har sinket Charlies rejse. Han fortæller, at et krævende og til tider uforløst arbejde med at samle sponsorer og at sikre medieomtale optager meget af hans tid.
Foruden selve gåturen har jeg jo alt kontorarbejdet med at tale med medier og sponsorer, at møde og berette om folk på min vej, at filme, redigere og uploade videoer. Det er enormt tidskrævende arbejde. Jeg har snakket med jeg ved ikke hvor mange produktionsselskaber, som er vilde med ideen, men der er endnu ingen, der har været i stand til at sælge den til TV,« fortæller Charlie.
Han fortæller, at han sidste år havde valget mellem at påbegynde sin pilgrimsfærd uden en sikker aftale om mediedækning eller at vente et år. Men der var ingen tvivl for Charlie.
»Man skal smede mens jernet er varmt. Jeg troede og tror stadig så meget på, at mit koncept er godt, at jeg tænker det bare er et spørgsmål om tid, før de rigtige mennesker får øjnene op for det. Jeg føler nok også, at jeg ville miste integritet ved at udskyde det. Hvis man vil have folk til at satse og gå ad en ukendt vej, må man i det mindste være villig til at gå forrest«
Manglende omtale får dog ikke Charlie til at opgive kampen. I de seneste måneder har han brugt opholdet i Spanien til at påbegynde arbejdet til en bog, som tager udgangspunkt i rejsen, og som samler minder fra Charlies liv og oplevelser fra hans liv på landevejen ned igennem Europa. Her kommer han ud for lidt af hvert.
»På én dag kan jeg spise morgenmad med en hjemløs og aftensmad med en millionær. Jeg møder rigtig mange skæbner og hører mange gode historier. Men det, jeg holder mest af, er, når jeg kan se, at min egen historie inspirerer folk og åbner nogle vinduer i deres bevidsthed,« siger Charlie og tilføjer:
»Når jeg kan se på folk, at det går op for dem, eller når de skriver det til mig i bevægende vendinger efter at have talt med mig, så bliver jeg bekræftet i, at jeg har fundet min personlige vej, og at det, jeg laver, giver mening.«
Charlie oplyser, at selvom hans pilgrimsfærd handler om at skaffe rent drikkevand til Tanzania, så er han ikke ude efter private folks penge, men deres tid.
»Vi har brug for frivillige i organisationen, blandt andet til at kontakte potentielle sponsorer og medier forud for min ankomst til forskellige dækningsområder. Jeg ønsker ikke "noget for ingenting" fra sponsorernes side, men hele organisationens koncepts succes står og falder med, om vi kan gøre det til en god forretning for et kommercielt firma at lave velgørenhedsarbejde.«
Man kan læse mere om Charlie Uldahl Christensens kampagne på Facebook.