Krydstogtgæster kan se frem til Cuba-stop
I kølvandet på USA’s opblødning mod Cuba, har rejseselskaber i stor stil vendt sig mod den eksotiske destination. Nu lægger krydstogtskibene også til kaj.
Cruise-giganten MSC Cruises står allerede nu på spring for at give rejselystne cruise-gæster muligheden for at besøge Cubas hovedstad Havana.
Skibet MSC Opera skal allerede i vintersæsonen 2015-2016 lægge til Havanas havn 16 gange, hvor de ombordværende 2120 passagerer får muligheden for at gå på opdagelse i byen to nætter og to dage.
»Vi er meget stolte over at gøre denne spændende destination tilgængelig for vores gæster,« siger MSC’s administrerende direktør Gianni Onorato til hjemmesiden cruisecritic.com.
Cruise-sæsonen for Cuba starter den 18. december 2015, hvor det første skib når til byen. På sejlruten er også destinationer på Jamaica og Cayman-øerne, skriver cruisecritic.com.
Den hurtige beslutning om at åbne en rute, der runder den cubanske hovedstad betyder, at MSC Cruises aflyser vinterens program for de kanariske øer, Madeira og Marokko i Europa, for at bruge skibet ”Opera” på den anden side af Atlanten.
Skuffede cruise-gæster på den oprindelige rute får deres penge tilbage, og kan frit vælge at booke en anden europæisk rute, eller få rabat på Cuba-cruiset som kompensation for, at de må flyve over Atlanterhavet for at gå ombord.
Antallet af rejser til Cuba er steget voldsomt siden den amerikanske præsident Barack Obama i foråret rakte en olivengren ud mod den cubanske præsident Raúl Castro, og fjernede Cuba fra listen over stater, der støtter terror.
For nylig genetablerede USA og Cuba også deres diplomatiske forbindelser, der har været brudt i årtier. Senere på sommeren rejser USA’s udenrigsminister John Kerry selv til Cuba for at være med til at hejse det amerikanske flag ved ambassaden i Havana og understrege de genetablerede forbindelser.