Trekking blandt naturens skyskrabere
På grænsen mellem Nepal og Tibet ligger verdens højeste bjerge, bedre kendt som Himalaya. Oplev naturens skønhed og find indre ro på vandreture mellem tibetanske bedeflag, yakokser og snedækkede bjerge.
Klokken er knap passeret fire om morgenen, og min nepalesiske porter banker på min dør. Der er kulsort på mit lille iskolde værelse, og jeg famler ned i min fire kg tunge dynesovepose efter min lommelygte. Der er omkring minus 10 grader på mit værelse, og det er et kuldechok uden lige at kravle ud af posen.
Jeg befinder mig oppe i 4.500 meters højde blandt verdens højeste bjerge i Himalaya, og i dag skal jeg klatre over et større bjergpas for at komme tættere på mit mål: Mount Everest Base Camp.
Der ryger et par bandeord ud, imens jeg hurtigt hopper i tre lag tøj. Det er så ubehageligt koldt og tidligt, og jeg har været oppe og tisse på et tilfrosset hul tre gange i løbet af natten. Her er der ikke rigtige toiletter, men nærmere et hul i jorden, og der er så meget is på hver side af hullet, at benene skvatter ud til siden, når man forsigtigt sætter sig på hug.
Medicinen mod højdesyge giver øget urinproduktion, så der er ingen vej udenom de mange toiletbesøg. Mine ben er ømme og trætte oven på gårsdagens 10 timers hårde vandring. Men i dag venter en endnu større udfordring: det berygtede pas Cho La.
Da jeg for to uger siden ankom til Nepals hovedstad, Katmandu, anede jeg stort set intet om trekking i Himalaya. Mit eneste mål var at se verdens højeste bjerg og nå til Mount Everest Base Camp, det laveste punkt ved det legendariske bjerg, hvor bjergbestigerne slår lejr, før de begynder at klatre. Jeg mødte hurtigt andre trekkere og lærte, at der var flere ruter til Base Camp, og angiveligt var ruten over Cho La-passet den flotteste og hårdeste af dem alle. Intetanende om, hvad jeg sagde ja til, besluttede jeg mig for denne rute.
Vandring som meditation
Luften er frisk og sprød. Der er komplet stilhed, som om verden et øjeblik står helt stille. Bjerge tordner op i det fjerne, og yakokser går roligt og græsser.
Solen står langsomt op bag Mount Everest og lader bjerget se smukkere ud end nogensinde. Alle tanker om ømme muskler, tilstoppet næse og højdesyge er væk, nu er jeg igen fyldt med velvære og ydmyghed over at være blandt verdens ypperligste bjerge.
Jeg vandrer alene til lyden af mit åndedræt og vandrestave, som rytmisk rammer klipperne under mig. Jeg har vandret i over en uge nu, hver nat sovet i en ny hytte, i de såkaldte Tea Houses. Som dagene er gået, bliver mit sind for hver dag mere rolig og stille.
De daglige vandringer bliver til lange meditationer. Målet bliver mindre og mindre vigtigt, og i stedet bliver fokus flyttet til nuet og hvert eneste skridt op over bjergene.
Klatring over Cho La
Efter fire timer når jeg op til en bjergtop, hvor et par andre turister står og betragter udsigten. De peger lige frem på to store bjerge med en grå masse imellem dem:
»Det dér er Cho La-passet. Det er den vej.«
Det ser næsten umuligt ud, men der er ingen anden vej end frem, og jeg fortsætter tålmodigt mine rytmiske skridt.
En lille sti fører ned i dalen foran passet. Stien ændrer sig til store klippesten, og jeg må hoppe og klatre for at komme over. Passet ligner mest af alt en kæmpe bunke klipper, som kan rulle som en lavine ned ad bjerget når som helst. Min puls er høj, dels fordi det er hårdt, og dels fordi jeg ved, at hvis jeg falder, bliver det måske fatalt. Min fornuft fortæller mig, at dette er ikke sikkert i forhold til danske standarder, men samtidig ved jeg, at der er ingen vej tilbage.
Der er andre turister på toppen. De klapper og hujer, som jeg kommer nærmere, som den sidste motivation i enden af et maraton. Jeg har åndenød og smider mine vandrestave og lægger mig udmattet på jorden, idet jeg når toppen. Det går op for mig, at alle omkring mig er euforiske. Et par voksne mennesker græder endda. Pludselig indser jeg hvorfor: På den anden side af det mørke grå pas skinner solen på et snedækket vidunderland. Det er så smukt. Naturens skønhed blandet med lettelsen over at have nået toppen bringer følelser frem. Fremmede turister giver mig knus, og sammen deler vi et særligt øjeblik.
Hjælp fra de lokale
Jeg har en betalt en nepalesisk mand for at bære min rygsæk, en såkaldt porter. Han snakker knap engelsk, men han er min klippe.
Jeg ved sjældent, hvor han er, men på magisk vis dukker han altid op, når jeg har brug for ham. Han er født her i bjergene, og hans fysik klarer højderne meget bedre end min danske krop.
Jeg har en god fysik, men lige meget hvor god kondition du har, kan højderne vinde over din krop.
De lokale ved alt om livet i bjergene og er en uvurderlig hjælp på en trekkingtur. Der kan findes guider, som kan vejlede omkring ruter, og portere, hvis job udelukkende er at bære.
En tur rundt i Himalaya er ikke som enhver anden vandretur. Det kan være hårdt, meget hårdt endda, men al energi brugt bliver givet tilbage tifoldigt. Kroppen føles sund og renset efter et par uger i bjergene, og sindet synes at følge med.
Det er svært ikke at blive positivt påvirket af den buddhistiske kultur i bjergene. Nepalesernes stille gemyt og venlige sind er smittende. Behovet for samtale forsvinder langsomt, og imellem buddhistiske templer og bjergtoppe finder sindet indre ro.
Trekking er for alle
- En trekkingtur i Himalaya er for alle. Store og små, gamle og unge, grupper og solorejsende, og der er ruter til ethvert temperament. Så længe man har tålmodighed og en smule udholdenhed, for når man begynder sin vandretur i 3.000 meters højde er der andre spilleregler for kroppen.
- Selv de bedste atleter må til tider give op på grund af højdernes effekt på kroppen, også beskrevet som højdesyge. Symptomerne er enkle: opkast, svimmelhed, forhøjet puls og massiv hovedpine. Men medicinen er heldigvis simpel: ganske enkelt gå ned i højde og brug god tid til at lade kroppen vende sig til forholdene. Den største fejl, mange rejsende begår, er, at de vandrer for hurtigt op i højderne.
- Nepal byder på mange forskellige ruter med forskellige niveauer. Find den rute, der passer til dit temperament og sørg for at have minimum den anbefalede tid. De mest populære vandreruter er ved Mount Everest Basecamp og Annapurna. Trekkingsæsonen går fra oktober til maj, indtil monsunen rammer i juni. Oktober og november er de bedste måneder, da monsunen har efterladt frisk luft og blå himmel. Guider og bærere kan findes både i hovedstaden Katmandu og i Himalaya. Mange flyver til Lukla, hvor en bærer kan hyres ved ankomst til billige penge (ca. 60 kroner per dag, plus drikkepenge).