Britisk passagerfly blæst over Atlanten i rekordtid
En heldig jetstrøm bragte for nylig et British Airways-fly fra New York til London to timer før forventet ankomst. Flyet var tæt på at bryde lydmuren.
Mens danskerne i sidste uge ængsteligt afventede stormen Dagmars hærgen, nød flypassagerer godt af en særlig gavmild jetstrøm i de høje luftlag over Atlanten.
Torsdag nåede et Boeing 777-200 fra British Airways op på 1200 kilometer i timen, hvilket kun er 25 kilometer fra lydens hastighed. Det skriver The Telegraph.
Afgangen fra New York var blevet forsinket med en halv time, men med en flyvetid på blot fem timer og 16 minutter, landede flyet i London halvanden time før planen.
”Det er som at surfe. Der er utroligt så hurtigt, man kan bevæge sig,” siger Alastair Rosenschein, en tidligere British Airways-pilot, som fløj mellem London og New York, med henvisning til jetstrømmene over Atlanten.
Kræver erfarne piloter
Piloter har i mange år udnyttet de kraftige vindbælter fra vest til øst til at nedbringe rejsetiden og spare på brændstoffet. Men med en hastighed på over 320 kilometer i timen, var torsdagens jetstrøm særdeles gunstig.
Det kræver dog en del pilot-erfaring at udnytte strømmene, eftersom de kun er lidt mere end 15 kilometer brede og 600 meter dybe.
”Man prøver at holde sig i kernen af jetstrømmen, hvor der ikke er for meget turbulens, og hvor du kan få nogle gratis kilometer. Det er ikke usædvanligt at opleve medvind på 160 kilometer i timen, men det her må være en rekord,” siger Alastair Rosenschein.
Flere andre fly kunne også drage nytte af de særlige vejrforhold, der desuden var årsag til voldsomme storme over De Britiske Øer.
Jetstrømme er kraftige vestenvinde, der blæser i luftlagene mellem seks og 15 kilometers højde. De skyldes en kombination af Jordens rotation og varme fra solen.