Fortsæt til indhold
Rejser

Luften i flyet er bedre end sit rygte

Glem de allerværste mareridtsforestillinger om et virus-befængt indeklima i flykabinen.

Oliver Batchelor

En sengekrævende virussygdom er en bitter følgesvend at slæbe med sig på ferien. Men bliver du smittet på flyrejsen, er det næppe på grund af den tørre luft i kabinen.

Sammenlignet med andre offentlige transportmidler, hvor passagerer sidder tæt sammen, er et moderne passagerfly generelt at foretrække, lyder det fra fagvidenskaben.

Professor Arsen Melikov fra Institut for Byggeri og Anlæg på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, forklarer.

”Passagerfly er generelt bedre ventilerede end en fyldt bus eller et metrotog i myldretiden. Her er risikoen for at blive smittet med et luftbårent virus ganske enkelt større, fordi folk står så tæt pakket,” siger han.

Moderne passagerfly har avancerede indeklima-systemer, der tilfører op til 50 procent ny luft via motorernes kompressorer. Luften udefra bliver blandet med luft indefra, som er blevet renset for vira gennem såkaldte Hepa-filtre.

Når en større del af luften ikke bliver udskiftet, skyldes det, at det kræver for meget brændstof, da den varme luft fra kompressorerne først skal køles ned, inden den bliver sendt ind gennem dyserne i kabinen.

Pas på din sidemand

Standardforskrifterne for tilførslen af ren luft svinger alt efter flytype og kabinestørrelse fra 5 og op til 10 liter ren luft per person per sekund.

Og det kan gøre en forskel i forhold til at blive smittet af en person på en af rækkerne længere væk i flyet, forklarer Arsen Melikov. Er sidemanden forkølet eller hoster konstant, er risikoen for at blive smittet dog stor.

”Hvis en person ved siden af dig i en bus eller fly sidder og nyser hele tiden, så er der ikke så meget, man kan gøre. Men flyindustrien er meget fokuseret på komfort og indeklima, og udviklingen går i retning af at skabe bedre luftkvalitet for den enkelte passager,” siger Arsen Melikov.

Luftfartsindustri udvikler ny teknologi

Forskere fra DTU har bidraget til udviklingen af indeklima-teknologi i Boeings nyeste interkontinentale passagerfly 787 Dreamliner, som ifølge flyproducenten har sat nye standarder for et rent indeklima.

I øjeblikket arbejder luftfartsindustrien intenst med løsninger, der skal skabe endnu bedre luftkvalitet, fortæller Arsen Melikov. Og det kan blive med ny dansk teknologi, som har vist sig effektiv i test.

”Man arbejder med forskellige metoder til at tilføre den rene luft så tæt på den enkelte passager, at luften ikke når at blande sig med den forurenede luft i kabinen. I Danmark har vi blandt andet udviklet et headset, som renser luften og blæser den rene luft ud meget tæt ved ansigtet,” fortæller Arsen Melikov.