Fortsæt til indhold
Rejser

Ibiza genfødt

Festen lever stadig på Ibiza og plejes af store internationale dj-navne. Men den spanske ferieø tiltrækker også familier og dem, der er interesseret i selvudvikling og lounge-stemning.

Parastou Booyash, tekst og foto

Den lune vind leger med kvindernes hvide, lange hippiekjoler lavet af bomuld og hæklede blonder, som er ganske typiske for Ibiza.

Da de glade hippier kom til Ibiza for over 40 år siden, bragte de deres løsthængende tøj med sig, og stilen har overlevet de hårde festår. Tøjstilen hedder Adlib, og hver sæson kommer der en ny kollektion, men stilen appellerer altid til den tilbagelænede kvinde.

Når man kigger på de lokale, ledes man til at tro, at når kvinderne er tilbagelænede, forsøger mændene også at være det. Tilsammen tiltrækker denne afslappede lokalbefolkning, turister, der er interesseret i mindfullness, selvudvikling og yoga. Og den målgruppe er stor i den vestlige verden.

Selvudvikling og beach clubs

Selvudvikling på Ibiza er et regnbuefarvet begreb, der kan fortolkes og nydes alt efter ens pengepung, humør og smidighedsgrad. For nogle lægger dét i begrebet, at man skal slappe af med en drink på en af de utallige beach clubs på øen. Der er både lækre beach clubs, hvor kendte hollywood-stjerner flader ud på store tusind-og-en-nat-lignende strandsenge. Og så er der de beach clubs, hvor lykken er at sidde på en træbænk i skyggen og lade krop og sind reagere blidt på reggaemusikken, som var man i det caribiske øhav. Med det turkise vand, palmerne og den afslappede stemning lykkes det i øvrigt tit øen at lokke hjernen til at tro, at man faktisk er i Caribien.

De mere traditionelle selvudviklingstyper prioriterer meditationstimer, tai-chi-timer i det fri, yoga eller spirituel undervisning, som der er masser af muligheder for på Ibiza. De vælger Ibiza, fordi de kan kombinere selvudvikling med god, rolig stemning og lækkert vejr. På øen findes der en række mindfulness- og wellness-kurser, hvor det kun handler om krop og sind i en hel uge, men man kan også nøjes med et par timers fokus på krop og sjæl.

Hippierne på Ibiza

En anden grund til, at folk vælger Ibiza som destination på deres selvudviklingsferie, er også øens historie. Den gamle hippie-mentalitet med at dyrke det, der gør en glad, lever nemlig stadig videre på øen.

Da hippiebevægelsen blomstrede op, var Ibiza og naboøen Formentera nogle af Europas hippiecentre, og selv om der ikke er lige så mange hippier på øen som dengang, findes de dog stadig.

Livet i den gamle del af Ibiza by er, som det altid har været: Afslappet, men farverigt.

En af dem, der dyrker den tilbagelænede stil, og som stadig bor på øen, er den britiske Angie Vaughan. Han kom til øen for over 20 år siden og var i mange år danser på den store internationale klub Pacha. Nu har han, sammen med to andre, åbnet Babylon Beach Bar, som er et afslappende sted for alle typer. Også børnefamilier. Det har han blandt andet gjort, fordi han synes, at man skal værne om de gamle værdier:

»Ibiza har ændret sig lige så meget på 15 år, som London ville gøre på 100 år. I dag er øen meget mere kommerciel, men heldigvis lever hippiestemningen stadig. Det er vigtigt at holde den ånd i live i en kommerciel verden. Man kan måske kalde Babylon Beach Bar for et sted, der dyrker den moderne hippiestil. Her kan man komme og hænge ud hele dagen. Der er både et børneområde, vi har kajakker, vi har lænestole med udsigt til havet, vi har god musik og vi dyrker den gode mad.«

I dag er de fleste hippier samlet omkring byen San Carlos, der er kendt for at være mødestedet for hippier og udenlandske nysgerrige. Her samles folk på barerne, eller tager en pause, før de skal videre til en af de mange destinationer, hvis veje går gennem byen San Carlos. Det er også her, de hver lørdag holder det største hippiemarked. Man kan også indsuge lidt af hippiestemningen om onsdagen i byen Es Caná, hvor der også er hippiemarked blandt andet med håndlavede produkter.

Der er også lidt tilbage af de ægte hippie-fester, som engang imellem bliver holdt på den gigantiske Pacha-klub med plads til omkring 15.000 mennesker.

Husmødre og drag-queens

Samtidig med at selvudviklingsbølgen har indtaget Ibiza, er flammen under de store, vilde Ibiza-fester også stadig i fuld blus. Med tiden er de store ungdomsfester samlet i byen San Antonio, hvor gadebilledet er farvet af drag-queens i guldglimmer side om side med traditionelle husmødre, der er på vej hjem med dagens indkøb.

San Antonio er dog ungdommens by, som man skal holde sig fra, hvis man gerne vil undgå morgenskål og bare balder. For her fester man stadig lige så vildt, som man gjorde, dengang Ibiza havde ry som festø.

Ibizas forandring

Lokalbefolkningen i San Antonio har levet af ungdomsfestturismen, men de har også været irriteret af skraldet og de larmende fester, der varer fra aften til langt ud på næste dag. Derfor har de bedt myndighederne at gøre op med problemet. Turistchefen på Ibiza, Carmen Ferrer Torres, forklarer, at festkulturen derfor har forandret sig gennem årene:

»De lokale familier var i mange år generet af alle de mange vilde fester på øen, men nu har politikere grebet ind og lavet love, der gør, at både familier og festglade unge kan leve side om side.« Carmen Ferrer Torres forklarer, at de har prøvet at moderere festerne, så familier også kan leve på de festglade dele af øen:

»Vi har ændret konceptet, så festerne ikke længere slutter midt på dagen, men klokken 6 om morgenen. På den måde undgår familier og børn at støde ind i fulde mennesker på gaden.«

Selv om man stadig kan feste igennem på den gamle partyø, er Ibiza altså genfødt – og du kan blive det samme efter et ophold med kroppen og sindet i fokus.

Hvis du læser med fra mobilen, kan du se flere billeder her.