Sommerferie i sadlen
Er du til aktiv ferie med små landsbyer, floder og hjemmelavede måltider, så tag på cykelferie i Tyskland.
Jeg har aldrig tænkt på mig selv som en cykelturist. En af dem med hjelm og cykelbuks, der med praktisk frisure under hjelmen okser af sted på en landevej i sol og regn.
Men nu har jeg to år i træk brugt en uge i august på en lejet cykel i Sydeuropa, og det er bestemt ikke sidste gang. Det er nemlig en sjov måde at rejse på. Man ser de små autentiske landsbyer, som man sjældent oplever på andre ferier, kommer tæt på lokalbefolkningen, overnatter i deres gæsteværelser og spiser hjemmelavet mad i deres velordnede haver, mens katten strækker sig i græsset, og hønsene kagler i indhegningen ved siden af. Og så er der det med tilfredsstillelsen ved selv at have trådt cyklen fra A til B. De ømme benmuskler og en velsignet træthed, når man stadig iført vatteret cykelbuks sætter sig til rette i solen med en lokal øl om eftermiddagen.
Turen starter i korthandlen
Jeg har været på to cykelferier. En tur langs Elben fra Dresden til Wittenberg, og året før langs Donau fra Wien til Budapest. Begge gange sammen med min mor og hendes veninde, og begge gange har vi selv planlagt turen. For det giver en frihed at kunne bestemme afrejsedato og længden på ruten, og det er sjovt selv at finde frem til de steder, hvor man overnatter.
Turen er begge gange begyndt hos Nordisk Korthandel i København. Her kan man købe de uundværlige Bikeline-kortbøger lavet specielt til cykelturister. Uundværlig skal forstås helt bogstaveligt. For det er nemlig sådan, vi planlagde turens start og mål. Bogen beskriver ruten i detaljer, og man kan læse sig frem til alt fra sværhedsgrad til seværdigheder og overnatningsmuligheder på ruten. Eneste udfordring er, at bøgerne er skrevet på tysk. Selve rutekortet er dog tegnet tydeligt ind og er brugbart, selv om tyskkundskaberne halter.
Billige togbilletter
Vi fløj til Berlin, hvortil det ofte er nemt at finde billige billetter. Fra Berlin tog vi toget 2 1/2 time til Dresden, hvor vores rute startede. Det er muligt at medbringe egne cykler med fly, men det koster ekstra. Hos SAS i omegnen af 350 kr. hver vej i Europa. Vi valgte dog at leje cykler på destinationen. Det er nemt, og cyklerne har været udmærkede. Man kan leje cykler hos Deutsche Bahn for 8 euro pr. dag (ca. 60 kr.), så på banegården i Dresden henvendte vi os - noget ulogisk - i kontoret hos Gepäck Center, hvor vi fik udleveret cyklerne. Her er det dog en regel, at cyklerne skal leveres tilbage samme sted, som man lejer dem, derfor skal ruten planlægges, så den slutter et sted, hvor der er togforbindelse tilbage til udgangspunktet.
En magelig tur
Da jeg godt kan fastslå - uden at fornærme nogen - at mine rejsekompagnoner hverken er superatleter eller under 40, valgte vi en rute, der ikke var alt for lang eller kuperet. Etaperne lå mellem 30 og 50 kilometer om dagen. Mest passende for alle deltagere var det måske nok, når de lå lige omkring de 40 km på en dag, så var vi på farten i fem til seks timer med en lang frokostpause inkluderet.
I kortbogen kan du læse dig frem til sværhedsgraden af ruten, om der er stigninger, og om der er mange strækninger på trafikerede landeveje. Ofte er der to mulige ruter mellem destinationerne, f.eks. en flad tur på den ene side af floden og en kortere og mere kuperet rute på den anden side.
Vi valgte de flade ruter, der overvejende var stille veje eller stier langs Elben. Kun ganske få kilometer var det nødvendigt at cykle på landevej med trafik. Cykelstier og veje er oftest i god stand, der er mange cykelturister, og det betyder mange stier, god skiltning og mange overnatningsmuligheder. Det er især naturen langs stierne, der skal fremhæves.
Naturligvis floden med slæbefærgerne, der sejler i pendulfart mellem de to bredder, men også de store områder med marker og frugttræer og de talrige kirker i småbyerne. Også byen Lutherstadt Wittenberg, hvor den tyske munk og reformator Martin Luther hængte sine teser op på døren til slotskirken, er en oplevelse.
En nat i Pension Schneider
De fleste dage endte vi i større byer med flere hoteller. Det eneste hotel, vi havde booket på forhånd, var til den første overnatning i Dresden, ellers tog vi den fra dag til dag. Vi fandt simpelthen et sted, der så rart ud, når vi nåede frem til byen. I kortbogen er det markeret, om der er overnatningsmuligheder i byerne. Er det en mindre by, kan det være en god idé at ringe dagen i forvejen for at sikre sig et sted at sove. Især i de travle turistperioder i sommermånederne, hvor der kan være flere om buddet. En dag kunne vi se, at vi skulle overnatte i en lille by for at få distancen til at passe. På listen bagerst i vores kortbog fandt vi Pension Schneider. Det viste sig at være et fantastisk sted. Nydelige, rene værelser og en idyllisk have med hønsegård, kælen kat og gule blomster. Ægteparret, der ejede pensionen, tilbød hjemmelavet aftensmad, og da pensionen ligger et godt stykke fra byen, takkede vi ja. Vi fik serveret en skøn hjemmelavet schnitzel i haven. Prisen var 8,50 euro pr. portion (ca. 63. kr.), og så var køleskabet fyldt med kolde øl til 1,30 euro. En dejlig oplevelse.
LÆS OGSÅ: Paradis på to hjul