Fortsæt til indhold
Politik

Anna Mee Allerslev: »Nu er jeg blevet symbolet på alt det, som nogen synes er galt med politikere i dagens Danmark«

Københavns Kommunes integrations- og beskæftigelsesborgmester har ligget søvnløs i løbet af de seneste uger, skriver hun.

»Jeg er rigtig, rigtig ked af den her historie. Og jeg er rigtig ked af, at den her historie har fået nogen til at synes, at jeg ikke er værdig til at have den tillidspost, jeg har. Jeg har ligget søvnløs ved tanken om, at vælgere, partimedlemmer og måske endda venner synes, at jeg ikke er den Anna Mee, de kender eller har stemt på, men i stedet er beregnende og forkælet og ligeglad med alt andet end mig selv.«

Sådan lyder det i et længere opslag på knap 9.000 tegn, som den radikale beskæftigelses- og integrationsminister i Københavns Kommune, Anna Mee Allerslev, tirsdag har lagt op på Facebook.

I opslaget forklarer hun, at hun er blevet klogere af den omdiskuterede bryllupssag, samt hun er »forfærdeligt ked af det«.

Anna Mee Allerslev lånte i august hallen på Københavns Rådhus til sin private bryllupsreception - kvit og frit. En service, der ikke er kommunens borgere forundt. Efter sagen ad flere omgange blev udfoldet på BT's forsider, valgte borgmesteren i sidste uge at betale 65.000 kr. for leje af lokalet. I dag ville hun ønske, hun havde insisteret på at betale, selvom andre havde lånt lokalet gratis før, skriver hun.

Hun fastholder, at reglerne er blevet overholdt. Det kan være, de bliver ændret, hvis økonomiforvaltningen får kritik for den måde, reglerne er blevet til på, men det gør ingen forskel for borgmesteren, nu da hun har betalt for lokalet, skriver hun.

Et andet spørgsmål, som er gået igen i kommentarsporene på de mange nyhedsartikler, er, hvorfor Anna Mee Allerslev ikke har betalt mere end én dagsleje, eftersom der blev gjort klar til brylluppet fredag og først ryddet op mandag. Det italesætter borgmesteren også i Facebook-opslaget.

Hun forklarer, at hun kun brugte lokalet mellem kl. 12 og 15, og at det er Københavns Ejendomme, der har besluttet, hvornår det var mest praktisk at sætte borde og stole frem og væk.

Senest er det kommet frem via aktindsigter, at embedsmænd i Københavns Kommune måtte besvare 84 spørgsmål på mail fra borgmesteren om detaljer om vaser, servietter, skåle, fade til smørrebrød og kaffekander i forbindelse med bryllupsplanlægningen. Anna Mee Allerslev erkender, at hun er en »Spørgejørgen«.

»Men det er vigtigt for mig at slå fast, at de 23.028,75 kr. jeg i første omgang betalte for leje af service og borde, vagter og betjening osv, også indeholder koordinering og mulighed for at spørge og få svar. Hvis en anden borger eller en virksomhed vil leje service, borde, vagter og lignende, får de samme service og samme mulighed for at stille (mange dumme) spørgsmål som mig. Det ligger i prisen og er ikke noget, jeg har fået ekstra,« skriver hun på Facebook.

Herunder kan du læse den fulde opdatering.

https://www.facebook.com/AnnaMeeAllerslev/posts/1489582171124648

Sagen har ført til kritik af borgmesteren forud for det kommende kommunalvalg. Senest har nummer fire på partiets kandidatliste, Randi Hjortsholm, udtalt, at hun ikke kan bakke om den radikale spidskandidat. De øvrige 14 kandidater har sagt til Ritzau, at de bakker op om Anna Mee Allerslev, mens de færreste har afvist at kommentere borgmesterens dømmekraft i forhold til bryllupssagen.

»Nu er jeg blevet symbolet på alt det, som nogen synes er galt med politikere i dagens Danmark. Jeg forstår godt, at man kan synes, det ser rigtig mærkeligt ud, at en helt almindelig Anna fra Greve som mig skal have et liv, hvor jeg har borgmesterchauffør og 1.800 ansatte, der gør alt for at efterkomme mine politiske ønsker,« skriver borgmesteren.

Men sådan er jobbet, konstaterer Anna Mee Allerslev, der kalder privilegierne for et middel til, at man som politiker kan være mest muligt effektiv.

»Men derfor er det da stadig privilegier, som ikke alle har. Det ved jeg godt. Og det ser overhovedet ikke rimeligt ud, når det står på forsiden af BT og Ekstra Bladet,« skriver hun, der opfordrer til, at hendes følgere frit kan spørge hende om alt, de har lyst til, i kommentarfeltet.

Kort efter sagen kom frem, bad Anna Mee Allerslev om en ekstern undersøgelse af Borgerrepræsentationens regler på området for udlejning af lokaler. Desuden oplyste hun, at hun ville betale 17.316,25 kr. tilbage for maden til en fødselsdagsreception, som hun holdt i 2014 i forbindelse med sin 30 års fødselsdag. Den 5. oktober afslørede BT, at Anna Mee Allerslev fik stillet et festlokale gratis til rådighed hos Øens Murerfirma til lejligheden.

Borgmesteren var som medlem af en dommerkomité med til at give firmaet Københavns Erhvervspris 2017, og hendes forvaltning har et tæt samarbejde med Øens Murerfirma. Det uddyber hun også i Facebook-opslaget, hvor hun forklarer, at hun oprindeligt bad om lov til at betale for tjenesten, men fik at vide, at det var for praktisk besværligt for firmaet.

»Jeg kom selv med alt forplejning, borde, barer, lydanlæg osv. Det er blevet kritiseret, og vi har derfor bedt om en ekstern vurdering af, hvad lokalet er værd fra EDC og Horesta. De har begge meldt tilbage, at prisen, hvis man selv betaler for rengøring (det gjorde jeg), er 500 til 1.000 pr. døgn, så jeg har bedt Jan (fra Øens Murerfirma, red.) om en regning på 1.000 kroner,« lyder det.