Fortsæt til indhold
Politik

V-politikere vil fremskynde nye udflytninger af statslige job

Fem folketingsmedlemmer fra partiet Venstre peger på tre styrelser, som de mener kan flyttes ud af hovedstaden allerede nu.

Regeringens udflytning af statslige arbejdspladser har været en »succes«, og »der er ingen grund til at vente« med at rykke endnu flere job fra hovedstaden til resten af landet. Sådan lyder opfordringen fra fem medlemmer af Venstres folketingsgruppe.

I en kronik i Jyllands-Posten peger de på tre styrelser med tilsammen ca. 840 årsværk i København, som de mener bør flyttes ud: Erhvervsstyrelsen skal rykke til Silkeborg eller Nykøbing Falster. Bygningsstyrelsen skal flyttes til Skanderborg. Og også Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte skal flyttes til provinsen, lyder det fra blandt andre Venstres innovationsordfører Eva Kjer Hansen.

Hun kalder de tre forslag »åbenlyse eksempler« på statslige job, der lige så godt kunne ligge uden for hovedstaden, og som kan bidrage til at »binde Danmark sammen«.

»Udflytningen er vellykket. Der er rigtig mange ansøgere med de rigtige kompetencer til de opslåede stillinger. Derfor vil vi gerne have, at vi kommer videre,« siger hun og henviser til tal fra oktober, som viste, at selv om et fåtal af medarbejdere flytter med ud i landet, står nye ansøgere klar til at tage over.

Med kronikken overhaler de fem Venstre-medlemmer regeringens planer om at påbegynde en ny runde udflytninger i 2018. De skal ifølge regeringsgrundlaget basere sig på erfaringerne med udflytningen af 3.900 arbejdspladser, som blev sat i gang af den daværende V-regering i 2015. Den proces skal være afsluttet ved udgangen af i år.

Djøf: »En dårlig idé«

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, understreger, at partiets linje er at følge regeringens plan om en ny runde næste år.

»Vi skal ikke sidde på hænderne, men det har jeg meget stor tillid til, at regeringen har fuldstændig styr på,« siger politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) påpeger i en skriftlig kommentar, at regeringen vil »forbedre balancen i de statslige arbejdspladser yderligere«, men henviser ligeledes til, at nye udflytninger er planlagt i 2018.

»Vi er endnu ikke gået i gang med at overveje nye forslag,« siger hun.

Fagforeningen Djøf, som repræsenterer mange af de udflyttede medarbejdere, kalder forslaget for »en rigtig dårlig idé« og efterlyser en grundig evaluering af de gennemførte flytninger, inden nye planer iværksættes.

I Socialdemokratiet undrer finansordfører Benny Engelbrecht (S) sig over, at de fem Venstre-folk selv spiller ud med konkrete flytteforslag. Det, mener han, skaber usikkerhed for de ansatte i de tre styrelser. Partiet vil ikke forholde sig til de tre konkrete forslag, men støtter dog generelt nye udflytninger i 2018.

»Hastigheden er ikke det vigtige. Det handler om, at man lægger en ordentlig plan, som også peger i retning af, at medarbejderne føler sig involveret og inkluderet,« siger han.