Fortsæt til indhold
Politik

Fængselsbetjente frygter for konsekvenserne af længere straffe til bandemedlemmer

Mere had i fængslerne, mindre overskud og i sidste ende mere kriminalitet. Det vil ifølge Fængselsforbundet være resultatet, hvis regeringen hæver straffen for skyderier.

Regeringens forslag om markant længere straffe til folk, der skyder i gaderne, risikerer at give alvorligt bagslag om få år.

Sådan lyder den krystalklare advarsel fra de fængselsbetjente, der skal holde bandemedlemmerne i snor i længere tid og under formentlig strengere forhold.

»Hvis man bare burer folk inde og smider nøglen væk, så kommer vi om 3-4-5 år til at mærke konsekvenserne af, at vi lukker nogle mennesker ud af fængslerne, som har mistet alt,« siger Fængselsforbundets formand Kim Østerbye som reaktion på regeringens udspil.

Det er naivt at tro, at det vil gøre nogen som helst forskel i forhold til at få bremset skyderierne og rekrutteringen til banderne
Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet

Konkret foreslår justitsminister Søren Pape Poulsen (K) at hæve straffen for brug af skydevåben i det offentlige rum med 50 procent.

Lørdag vil regeringen præsentere hele den nye bandepakke »Bander bag tremmer« i forbindelse med et regeringsseminar på Tøystrup Gods på Fyn.

»De typer, der tror de skal rende og styre den kriminelle underverden, skal sidde i spjældet i stedet for på restaurant. Det skal give danskerne tryghed, at de er væk fra gaden,« siger Søren Pape Poulsen til DR.

Men allerede nu lyder der altså alvorlige advarsler mod forslaget. Konsekvensen vil blive, at endnu flere dømte vender tilbage til kriminalitet, når de lukkes ud af fængslerne, lyder det.

»Det er naivt at tro, at det vil gøre nogen som helst forskel i forhold til at få bremset skyderierne og rekrutteringen til banderne. Strengere straffe har ingen effekt,« siger Kim Østerbye med henvisning til, hvad forskere talrige gange har slået fast.

»Tværtimod vil tallet vokse. Det er jeg ikke i tvivl om,« tilføjer han.

Forbundsformanden peger på, at bandemedlemmerne er nogle af de mest hårdkogte og krævende fanger i de danske fængsler. I øjeblikket kan de som udgangspunkt kun afsone i Vestre Fængsel, Nyborg Statsfængsel eller Enner Mark Fængsel ved Horsens. Her sidder bandemedlemmer fra eksempelvis LTF og Black Army opdelt på store bandeafdelinger under streng kontrol og kort snor.

Det kræver ekstra personale, når fangerne skal flyttes, holdes adskilt og så videre.

»Min påstand er, at vi bliver tvunget til at opdele afdelingerne endnu mere i mindre afdelinger. Når de skal afsone længere, bliver der flere bandemedlemmer på samme tid, og det vil kræve, at vi må låse dem mere inde og køre et mere restriktivt regime.«

Det vil føre til mere hårdkogte fanger, mener Kim Østerbye:

»Det flytter ikke nogen ud af kriminalitet – tværtimod skaber det mere hadefuld adfærd,« siger han.

»Måden man får folk ud af banderne på er ved at give dem et alternativ til alt det, som banderne tilbyder. Jo mere man slukker det håb, jo sværere bliver det for os at rykke dem ud af kriminaliteten,« siger Kim Østerbye.

Han tror ikke et sekund på, at unge bandemedlemmer vil tage notits af, at straffen bliver skærpet eller for den sags skyld overskue konsekvenserne af deres handlinger.

»Det er først, når dommen falder, at de opdager, at de får fire år i stedet for tre eller noget lignende.«

Fængselsforbundet forventer ikke umiddelbart, at der bliver pladsproblemer i fængslerne. Til gengæld forudser han flere personaleproblemer for fængselspersonalet, som i forvejen døjer med heftige overarbejdspukler, vold, trusler og højt sygefravær.

Ifølge Kim Østerbye mangler der mindst 100 fængselsbetjente – og det er ud over 50 planlagte ansættelser i løbet af foråret.

I 2016 blev der ifølge Justitsministeriet affyret skud 54 gange i det offentlige rum i skyderier, der havde relation til rocker- eller bandekonflikten. Det er en markant stigning fra 17 og 16 tilfælde de to foregående år. I 2013, hvor bandekonflikten for alvor blussede op i Danmark, blev der dog registreret 55 skyderier på gader og stræder.

Socialdemokratiet foreslår at gå endnu længere end regeringen og øge straffene for skyderier på åben gade med op til 100 procent. Altså en fordobling af den nuværende strafferamme.

Senere i år skal der efter planen indgås en ny flerårsaftale om Kriminalforsorgen, som skal forsøge at afhjælpe problemerne for fængselsbetjentene.