Fortsæt til indhold
Politik

Pind retter Rigspolitiet: Ny politiuddannelse kræver dansk statsborgerskab

Kun danske statsborgere kan blive optaget på den nye, særlige politikadetuddannelse, fastslår justitsminister Søren Pind.

De 125 nye politikadetter, der allerede til september næste år skal være færdiguddannede og klar til blandt andet at bevogte terrormål, skal have dansk statsborgerskab.

Det oplyser justitsminister Søren Pind over for Jyllands-Posten og irettesætter dermed Rigspolitiet.

»Den politiske aftale er, at politikadetterne i al væsentlighed skal opfylde de samme krav, som gælder for optagelse på politiets basisuddannelse. Det gælder også kravet om dansk statsborgerskab. Det bliver der ikke lavet om på,« skriver Søren Pind.

Det var Radio24syv, som torsdag morgen bragte historien, om at et dansk pas ikke var påkrævet for at blive optaget som ny politikadet. Oplysningen stammede fra Rigspolitiet, som over for radiokanalen havde bekræftet, at politikadetterne ikke behøvede dansk statsborgerskab. Det viser mailkorrespondancen, som Jyllands-Posten har fået tilsendt.

I et svar til Radio24syv skrev Rigspolitiet, at:

»Kravet om statsborgerskab hænger sammen med ansættelsen som tjenestemand, når man starter på basisuddannelsen. Derfor gælder denne betingelse ifm basisuddannelsen, men ikke i forbindelse med kadetuddannelsen. Det følger af de almindelige EU-regler. Men derudover er der naturligvis et sprogkrav om gode danskevner, som man skal kunne leve op til.«

Men ifølge Justitsministeriet er det altså en misforståelse, at kravet ikke gælder for politikadetterne.

Rigspolitiet »beklager forvirringen«.

Søg ind på politikadet-uddannelsen. Den tager seks måneder, hvorefter du vil være klædt på til at løse særlige politiopgaver i forbindelse med bl.a. grænsekontrol og bevogtning.
Citat fra Politi.dk

Uddannelsen som politikadet er en ny opfindelse, som de blå partier blev enige om i finanslovsaftalen fra sidste uge. Uddannelsen skal tage ca. seks måneder, og derefter skal kadetterne uniformeres og bevæbnes som almindelige betjente. Deres opgaver bliver blandt andet at udføre grænsekontrol, terrorbevogtning, udsendelse af afviste personer og transport af frihedsberøvede.

Allerede fra 1. marts næste år skal de første 125 kadetter starte på uddannelsen på politiskolen i Brøndby, så de kan være færdige 1. september. I alt skal der uddannes 345 kadetter. For at komme ind på kadetuddannelsen skal man – ud over det rødbedefarvede pas – kunne tale, læse og skrive korrekt dansk samt være i god fysisk form, have kørekort og kunne sikkerhedsgodkendes. Derudover bliver der »lagt vægt på«, at man er ustraffet, fremgår det af politiets krav til ansøgerne.

Kadetterne får politimyndighed, men bliver ifølge Rigspolitiet ikke tjenestemandsansatte ligesom almindelige betjente. Og derfor mente Rigspolitiet som udgangspunkt, at det ville være i strid med EU-reglerne at stille krav om dansk statsborgerskab.

Den vurdering er Justitsministeriet dog uenig i:

»Det er i øvrigt Justitsministeriets vurdering, at det heller ikke udgør et problem i forhold til EU-retten,« skriver Søren Pind til Jyllands-Posten.

politi.dk kan man allerede nu søge ind på den nye politiuddannelse, der præsenteres som et springbræt ind i politiet. Kadetterne får nemlig merit.

»På politikadetuddannelsen vil du bl.a. blive undervist i etik, borgerservice, førstehjælp, grundlæggende lovkendskab, dokumentkontrol, køreteknik, færdselslære, færdselskontrol, konflikthåndtering, bevogtning og magtanvendelse samt engelsk og tysk. Hvis du senere ønsker at skabe dig en karriere som politibetjent, vil du få merit for de fag, du allerede har haft på politikadetuddannelsen,« skriver politiet.

Samtidig slås det fast, at politikadetterne kommer til at bære samme våben som de øvrige betjente:

»Som politikadet vil du have visse af politiets myndighedsbeføjelser og magtmidler, og du vil bære politiuniform.«

Ansøgningsfristen for det første optag på politikadetuddannelsen er 19. december 2016, hvorefter der vil være optagelsesprøver i januar.