Fortsæt til indhold
Indland

Politiformand efter finanslov: »Politikerne har lyttet til os«

Formanden i Politiforbundet, Claus Oxfeldt, er overordnet tilfreds med politikernes intentioner i den netop vedtagne finanslov, men han savner nyt om politiskolen i Vestdanmark.

Den nye finanslov giver politiet det, som det længe har sukket efter. Flere hænder.

Det vækker glæde hos Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.

»Det er en fin politisk hjælp til politiet, og det viser, at der er blevet lyttet til os, og at der hersker en politisk erkendelse af, at man er nødt til at gøre et eller andet for at afhjælpe politiet,« siger Claus Oxfeldt til Jyllands-Posten.

Med finansloven, som alle blå partier i dag blev enige om, oprettes en ny og forkortet politiuddannelse. Den såkaldte politikadet-uddannelse begynder fra 1. marts 2017 med et optag på omkring 345 kadetter, og seks måneder senere vil de være klar til at varetage deres første opgaver.

Opgaverne vil blive afgrænset til grænsekontrol og bevogtning, kørsel med varetægtsfanger og udsendelse af afviste asylansøgere. Finansloven lader det være op til Politiforbundet og Rigspolitiet at styre aftalen for politikadetterne. Ifølge Claus Oxfeldt er de afgrænsede opgaver en nødvendighed, for at politikadetterne kan blive en succes.

»For os er dog også helt afgørende, at vi ikke får skabt et b-politi,« siger han.

»Jeg havde helst set, at det var almindelige politifolk, der blev ansat, men det er ikke praktisk muligt at rekruttere så mange. Så for os er det helt afgørende, at kadetterne får afgrænsede opgaver, så de ikke skal gøre alt muligt, som de ikke er trænet i,« siger Claus Oxfeldt, der ser muligheder i, at kadetuddannelsen bliver en ny måde at uddanne sig til politibetjent på.

Han vil have kadetuddannelsen til at være meritgivende, så kadetterne kan komme videre ind på den rigtige politibetjent-uddannelse, så der vil være to veje ind i politiet: En med ganske almindelig optagelse og så via politikadetordningen.

Udover oprettelsen af kadetuddannelsen så lægger finansloven også op til, at optaget på politibetjentsuddannelsen i Brøndby øges til 600 elever i 2017, hvilket er det maksimale optag for uddannelsen. Det større optag er ifølge Claus Oxfeldt en absolut nødvendighed.

»Vi er blevet 600 mand færre, og det kan man jo ikke bare lukke øjnene for. Når vi samtidig bruger mere end 1200 mand fast på grænsekontrol og bevogtning, så er vi et meget presset politi, og vi er slet ikke er dimensioneret til at varetage mængden af opgaver. Så derfor synes jeg, at initiativerne er okay , og det viser, at der er blevet lyttet,« siger Claus Oxfeldt.

Til gengæld var der i finansloven ikke nyt om politiskolen i Vestdanmark. Regeringen havde ellers lagt op til, at den skulle placeres i et nybyggeri i Herning, men det vil nu være op til politiforligskredsen bestående af de fire borgerlige partier og Socialdemokratiet. Det ærgrer Claus Oxfeldt.

»Det er meget ærgerligt, at vi ikke kan finde ud af, hvor den politiskole skal ligge. Det kan kun gå for langsomt, hvis du spørger mig,« siger Claus Oxfeldt, der forventer, at den nye skole vil kunne fordoble antallet af politielever fra 600 til 1200 elever på landsplan med lige mange elever på hver side af Storebælt.

Idéen om et nybyggeri hilser han meget velkommen.

»Det skal være en nybygning, så man kan bygge det som en politiskole. Der skal være lokaler til skudundervisning, gerningstedslokaler og så skal skolen kunne huse alle landets betjente til efteruddannelse. Samtidig skal den ligger der i de næste mange, mange år, så kan man lige så godt gøre det ordentligt,« siger Claus Oxfeldt.