Minister forventer prisfald på ejerlejligheder i København
Regeringens udspil til ny boligskat betyder, at ejerlejligheder i København kan falde med op til 10 procent, siger skatteminister.
Hvis du ejer en lejlighed i København skal du sandsynligvis indstille dig på, at din bolig falder betydeligt i pris.
Regeringens forslag til et nyt boligskattesystem, som er blevet præsenteret onsdag, betyder nemlig, at prisen ejerlejligheder i hovedstadsområdet kan falde med »mellem fem og ti procent«.
Det meddelte skatteminister Karsten Lauritzen selv på et pressemøde i Finansministeriet onsdag.
Prisfaldet skal dog set i lyset af, at lejligheder i hovedstaden generelt er steget i pris de seneste år. Karsten Lauritzen understregede samtidig, at regnestykket er meget usikkert:
»Det er en alt andet lige-betragtning. Der er rigtig mange parametre, der gør, at priserne er steget i København,« siger han og tilføjer:
»De nye boligejere, der kommer ind efter 2021, vil opleve en hårdere beskatning, men måske vil priserne ikke være lige så høje.«
Årsagen til det mulige prisfald er, at de nuværende boligejere får en skatterabat, som ikke vil gælde personer, der køber en lejlighed efter 2021.
Den højere skat ventes at blive afspejlet i en lavere pris på ejerlejlighederne til den tid. Der er så stor tilstrømning til København på grund af job- og uddannelsesmuligheder, at priserne kan fortsætte med at stige.
Dermed er det ikke sikkert, at der bliver tale om egentlige prisfald, men mere en afdæmpning af prisstigningerne.
»Jeg er selv boligejer i København, og jeg er ikke bekymret,« siger Karsten Lauritzen.
Omkring finanskrisen i 2008 faldt priserne på lejlighederne markant. Men siden er de steget og er nu i nogle områder på højde med eller højere end før finanskrisen.
Regeringens skatteudspil »Tryghed for boligejerne« indeholder en række tiltag og initiativer. Blandt andet et nyt vurderingssystem sikre korrekte ejendomsvurderinger og dermed rette op på, at tusindvis af danskere - primært i provinsen - har betalt forkert boligskat pga. forkerte vurderinger.
Udspillet betyder også, at ejendomsskatterne på lejligheder i København vil stige mærkbart, mens grundskylden til gengæld bliver fastlåst til boligens værdi.
Med de nuværende regler vil boligskatten for en ejerlejlighed i København til 4,5 millioner kroner ligge på 27.600 kroner i 2021. Men med de nye foreslåede regler vil boligskatten i eksemplet stige til 45.400 kroner.
Køber man fast bolig før 2021, vil man dog få en skatterabat, der holder skatten på 27.600 kroner, men det gælder altså kun, hvis man køber boligen før 2021.