Fortsæt til indhold
Politik
Artiklen opdateres

Socialdemokraterne bejler til Løkke og lancerer nyt 2025-udspil

Socialdemokraterne afviser topskattelettelser, men håber på en bred aftale med regeringen om den økonomiske 2025-plan. Claus Hjort Frederiksen er ude med riven.

Lad være med at bruge penge på topskattelettelser – så er der penge til alt muligt andet.

Sådan lyder budskabet det fra Socialdemokraterne, som på et pressemøde onsdag løftede sløret for partiets »forhandlingsoplæg« til de kommende forhandlinger med regeringen om 2025-planen.

Med oplægget håber Socialdemokraterne, at kunne lande en bred politisk aftale hen over midten.

»Det siger sig selv, at vi ikke vil være med til at give topskattelettelser, og vi vil heller ikke være med til, at nedslidte danske lønmodtagere skal arbejde mere for at finansiere topskattelettelserne. Men vi kan samarbejde om rigtig meget andet,« siger S-formand Mette Frederiksen.

»Vi møder konstruktivt op, og vi mener, at der er behov for en bred aftale,« tilføjer hun.

Venstre-regeringens mål med planen er at skabe et økonomisk råderum på 65 mia. kr. i 2025. Men som Socialdemokraterne ser på tingene, er det slet ikke nødvendigt at øge det eksisterende råderum på lige knap 40 mia. kr. frem mod 2025. I stedet fokuserer partiet på, hvordan råderummet skal prioriteres.

Mette Frederiksen opstiller tre fokusområder: Vækst og flere arbejdspladser, velfærd og uddannelse.

»Med de prioriteringer er det ikke nødvendigt at bede den nedslidte lønmodtager om at arbejde længere, og det er ikke nødvendigt at skære i SU'en,« sagde hun på pressemødet, mens gruppeformand Henrik Sass Larsen senere tilføjede, at når bare man dropper skattelettelserne »kan det hele lade sig gøre«.

Mette Frederiksen har dog ingen planer om eksempelvis at afskaffe regeringens udskældte kontanthjælpsloft, der blev vedtaget i marts i år. I 2025-oplægget har Socialdemokraterne ikke afsat penge til at fjerne loftet, selvom partiet ellers har tordnet imod det.

»Vi har det sådan med kontanthjælpsloftet, at vi stemte imod det. Og da vi sad i regering sidste gang, var noget af det første, vi afskaffede, de lave ydelser på daværende tidspunkt« siger Mette Frederiksen på pressemødet.

Først når folketingsvalget kommer, vil Socialdemokraterne sige endeligt, hvilke dele af den nuværende regerings politik, partiet vil afskaffe efter valget.

Her er hvad Socialdemokraterne vil bruge de 39,5 mia. kr. i råderummet på frem mod 2025:

– 26,5 mia. kr. skal bruges på velfærd.

– 5,5 mia. kr. skal gå til andre velfærdsprioriteter og som reserve til uforudsete udgifter.

– 4 mia. kr. skal sikre tryghed for boligejerne.

– 3 mia. kr. skal gå til en vækstreform, som blandt andet skal få flere i arbejde.

– 1,5 mia. kr. skal gå til en opkvalificeringsreform, der skal give danske lønmodtagere bedre muligheder på arbejdsmarkedet.

For at skaffe ekstra én mia. kr. til at få regnestykket til at gå op vil Socialdemokraterne annullere lempelserne af arveafgiften for familieejede virksomheder.

Desuden vil Socialdemokraterne forlænge boligskattestoppet til 2025, når det udløber i 2020 og afsætte fire mia. kr. til at sikre boligejere ved nyt vurderingssystem.

»Vi er nødt til at være trygge ved, at der er en tryghed og en sikkerhed omkring den enkelte families boligøkonomi,« siger Mette Frederiksen.

Socialdemokraterne ønsker at sætte 30 milliarder af til »tryghed for boligejerne« i perioden 2017-2025. Dermed vil der være råd til at fastholde skattestoppet for ejendomsværdiskat også efter 2020. Desuden skal rentefradraget holdes i ro, og der skal betales penge tilbage til boligejere, der har betalt for meget i skat, foreslår partiet.

Regeringen har endnu ikke præsenteret sin plan for et nyt ejendomsvurderingssystem, der skal rette på de fejlagtige vurderinger af danskernes boliger. Men udspillet fra regeringen er at bruge i alt 24 mia. kr. til tryghed til boligejerne frem til 2025.

»Socialdemokraternes udspil forbedrer praktisk talt ikke beskæftigelsen, og det er meget svært at se, at det giver mere vækst,« udtaler han i en skriftlig kommentar.

»Vi har fremlagt forslag, der gør Danmark mere robust de kommende år, hvor vi får demografisk modvind. Det sætter os i stand til at øge råderummet og sætte penge af til både fremtidens velfærd og uforudsete hændelser. Det vil Socialdemokratiet ikke. De siger, at tiden ikke er til nye arbejdsudbudsreformer. Og deres plan giver færre penge til velfærd og uforudsete hændelser,« lyder det fra ministeren.

Desuden savner han svar på, hvordan Mette Frederiksen vil betale for afskaffelsen af PSO-afgiften og om kontanthjælpsloftet skal rulles tilbage.

Venstre-regeringen i dens 2025-oplæg op til at sænke topskatten fra 15 til 10 procent for de danskere, der tjener mellem 470.000 kr. og en mio kr. om året.

Samtidig skal danskernes pensionsalder hæves med et halvt år til 67,5 år fra 1. januar 2025.