Vold mod politikere: Skaller, slag og rød maling
Morten Bødskov er ikke den første politiker, der bliver overfaldet. Få et overblik over nogle af de seneste års episoder.
En aften midt i august fik tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) et knytnæveslag i hovedet under et EM-fodboldarrangement på Islands Brygge i København.
Selvom sådanne overfald på politikere er sjældne, er Morten Bødskov langt fra den første politiker, der bliver udsat for korporlig vold.
De seneste år har der faktisk været en stribe eksempler. Her er nogle af dem:
Anders Fogh Rasmussen
Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller blev i 2003 overhældt med rød maling af en aktivist, der var kommet ind på Christiansborg. Aktionen var en protest mod krigen i Irak.
Året forinden havde Fogh fået et æg i hovedet, under et besøg på Nørrebro.
Pia Kjærsgaard
Dansk Folkepartis stifter og daværende formand Pia Kjærsgaard blev i 1998 jagtet af en stor gruppe mennesker på Nørrebro. Hun måtte søge ly på første sal i en bank, inden hun eskorteret i sikkerhed af en stor politistyrke.
Jesper Langballe
Den nu afdøde folketingspolitiker Jesper Langballe, (DF) blev i 2008 overfaldet foran værtshuset Byen Kro i København.
»Hvad fanden, er det dig«, råbte en ung mand og slog politikeren, så han væltede omkuld. Jesper Langballe slap fra overfaldet med mindre knubs og den 30-årige mistænkte blev aldrig dømt.
Rikke Hvilkshøj
Daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) blev i 2005 udsat for et politisk motiveret brandatttentat. Hendes bil og carport blev brændt ned og hendes hus beskadiget af flammerne.
Efterfølgende tog »Aktionsgruppen Grænseløse Beate« i en e-mail skylden for attentatforsøget.
Kamal Qureshi
SF's tidligere folketingsmedlem Kamal Qureshi blev i 2011 nikket en skalle ved en muslimsk fest i Valby Hallen.
En gruppe Hizb ut-Tahrir-tilhængere blev mere og mere aggressive og provokerende. Og til sidst endte det med, at Kamal Qureshi blev slået flere gange i brystet og fik nikket en skallet. I 2005 havde samme Qureshi modtaget et pulverbrev med teksten »død over muslimer«.
Rasmus Jarlov
Den konservative politiker Rasmus Jarlov blev i 2014 overfaldet under en demonstration imod salget af de statslige Dong-aktier til Goldman-Sachs.
Det daværende medlem af København Borgerrepræsentation var mødt op for at støtte salget, men endte med at få tildelt et par slag i ansigtet, da der pludselig opstod tumult i en gruppe, som han befandt sig midt i.
Mogens Glistrup
Tilbage i 1989 måtte adskillige kampklædte betjente beskytte Fremskridtspartiets leder Mogens Glistrup under et arrangement i Fælledparken. Omkring 200 demonstranter truede den kontroversielle Glistrup og kastede blandt andet flasker efter ham. Igen i 2000 blev den kontroversielle politiker overfaldet.
Karen Klint
Socialdemokraten Karen Klink blev i december sidste år nikket en skalle af en aggressiv hundeejer under en gåtur Vejle. Politikeren havde bedt hundeejeren om at stoppe med at mishandle hans hund, da han vred øret om på den, så den peb af smerte.
»Hvis jeg skulle melde ham til nogen, skulle det være det lokale misbrugscenter. Han har lige så meget behov for hjælp som hunden har,« sagde Karen Klint efterfølgende.
K.K. Steincke
Desuden blev den tidligere socialdemokrat og minister K.K. Steincke (1880-1963) hele to gange forsøgt skudt.
Første gang i 1930 mens han stod på Folketingets talerstol og kommunisten Charles Nielsen skød fra tilhørerlogen. Han ramte dog loftet.
Anden gang i 1938, da nazisten Erik Westergaard skød mod Steincke, men ligeledes uden at ramme.