Fortsæt til indhold
Politik

Lars Løkke vred over overfald på tidligere justitsminister

Støtteerklæringerne til socialdemokraten Morten Bødskov vælter ind fra politiske kolleger.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen blev decideret vred, da han hørte nyheden om, at socialdemokraten Morten Bødskov tirsdag aften blev slået ned på Islands Brygge.

Her var den tidligere justitsminister til EM-fodbold på storskærm, da en yngre mand konfronterede ham og endte med at give ham et hårdt knytnæveslag i ansigtet efter en kort meningsudveksling.

Sagen sætter stærke følelser i kog hos landets statsminister:

»Uanset, om man er medlem af Folketinget eller almindelig borger i dette land, skal man kunne færdes frit uden at frygte for vold og overfald. Er angrebet på Morten Bødskov politisk motiveret, sætter det sagen i et om muligt endnu mere alvorligt lys. I et demokrati er det helt afgørende, at alle – ikke mindst vores valgte repræsentanter – frit kan mene og udtrykke, hvad de tænker, uden at skulle se sig over skulderen, når de går på gaden eller er til en glad fodboldaften i deres lokale kvarter,« skriver Løkke på sin Facebook-profil.

»Jeg håber, at gerningsmanden snart anholdes, og at Morten hurtigt kommer til hægterne, så han igen trygt kan følge EM-kampene på Bryggen,« tilføjer han.

Stribevis af andre politikere fra begge sider af Folketinget udtrykker ligeledes forfærdelse over det tilsyneladende politisk motiverede overfald.

Både justitsminister Søren Pind og Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen fordømmer volden.

Det er et politisk motiveret overfald. Det er rystende. Og jeg fordømmer det på det allerkraftigste.
Mette Frederiksen, Socialdemokraterne

»Den grad af raseri, der i øjeblikket præger os, bør simpelthen dæmpes. Der foregår en lang række modbydeligheder og vores verden er under angreb. Svaret er ikke, at vi går op i limningen. Svaret er selvbeherskelse, frisind, sammenhold og støtte til demokratiet og dets institutioner. Jeg forstår ikke, at folk ikke i langt højere grad værdsætter, at politikere – folks tillidsmænd – færdes frit. Ellers kommer vi til at have et samfund, hvor alle politikere skal rende rundt med livvagter og afstanden bliver endnu større end den er,« skriver Søren Pind på facebook.

Mette Frederiksen understreger, at politisk vold er det sidste, Danmark har brug for:

»Jeg håber inderligt, at det her er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at Danmark er et dejligt og fredeligt land, hvor meninger kan brydes men altid i ord og i gensidig respekt. Morten har det efter omstændighederne godt men er i sagens natur påvirket af oplevelsen,« skriver hun.

Københavns Politi leder i øjeblikket efter gerningsmanden, som blive sigtet efter straffelovens paragraf 114 om vold mod personer i »offentlig tjeneste og hverv.« Strafferammen er op til otte års fængsel.