Fortsæt til indhold
Politik

EU-præsident raser over britisk Hitler-sammenligning

Donald Tusk langer i København hårdt ud efter Londons tidligere borgmester, som har draget paralleller mellem EU-projektet og Adolf Hitler.

»Boris Johnson er gået over stregen.«

EU's præsident Donald Tusk benytter sit besøg i Danmark til at levere en gedigen skideballe til Londons tidligere borgmester, Boris Johnson. Den EU-skeptiske eks-borgmester, som i øjeblikket arbejder for at Storbritannien melder sig ud af EU, har for nylig draget paralleller mellem EU-projektet, Napoleon og Adolf Hitlers skabelse af Nazityskland.

Og den slags bemærkninger, går ikke ubemærket hen i Bruxelles:

»Jeg kan ikke forblive tavs, når jeg hører EU blive sammenlignet med Adolf Hitlers planer og projekt,« sagde Donald Tusk på et pressemøde med statsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag formiddag, hvor han beskyldte den farverige Boris Johnson for »politisk hukommelsessvigt« og for at begå »en farlig brøler« med sin udtalelse.

»Sådanne absurde påstande burde helt blive ignoreret, hvis ikke det var fordi, de kom fra en af de mest indflydelsesrige politikere fra det regerende parti (De Konservative i Storbritannien, red.),« fortsatte den polske Donald Tusk.

Boris Johnson fremsatte sin opsigtvækkende Hitler-parallel i et interview med den britiske avis The Telegraph fredag. Den klassisk uddannede politiker begyndte dog et helt andet sted:

»Det hele begyndte med Romerriget,« sagde Johnson, da han skulle beskrive den forestående folkeafstemning om EU.

»Sandheden er, at historien har gentaget sig selv de seneste par tusinde år, hvor forskellige personer eller institutioner har forsøgt er genopdage Europas tabte barndom, den gyldne æra for fred og fremgang under romerne, ved at genforene det. Napoleon, Hitler og forskellige andre prøvede, og det endte tragisk.«

»EU er en forsøg på at gøre det samme med andre metoder...« sagde Johnson til avisen.

Donald Tusk mødtes tirsdag med Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet, hvor der blev tid til et pressemøde inden turen går til Grønland.

23. juni skal briterne ved den såkaldte brexit-folkeafstemning beslutte, om de ønsker at blive i EU eller forlade unionen.

Donald Tusk arbejder på højtryk for at briterne bliver. På pressemødet lagde han vægt på, at alle EU-lande har ret til at holde de folkeafstemninger, de vil, men at EU-fortalerne samtidig har ret og pligt til forsvare deres vision for det fælleseuropæiske samarbejde.

»At forsvare betyder ikke at belære,« sagde han og fortsatte:

»Man kan bebrejde EU for meget, men det er stadig den mest effektive beskyttelsesmur mod den altid nærværende trussel fra konflikter mellem de europæiske nationer.«

»Det eneste alternativ til unionen er politisk kaos og en tilbagevenden til national egoisme.«

Senere i dag rejser Tusk med Lars Løkke til Grønland for med egne øjne at se konsekvenserne af klimaforandringerne i de arktiske egne.