Fortsæt til indhold
Politik

DF: Nu ser vi fremad

Dansk Folkeparti vil nu fokusere på de ting, der samler blå blok.

Dansk Folkeparti ærgrer sig over Eva Kjer Hansens afgang som miljø- og fødevareminister, men alligevel bærer partiet ikke nag til De Konservative.

Det fortæller DF’s landbrugsordfører og formand for Miljø- og Fødevareudvalget, René Christensen, til Jyllands-Posten:

»Det er historie nu. Der er så mange ting, vi borgerlige skal lave sammen. Nu skal vi fokusere på alle de mange ting, der samler os, i stedet for at fokusere på de få ting, der skiller os.«

René Christensen siger, at han har haft et godt samarbejde med Eva Kjer Hansen.

»Vi har haft et fantastisk godt samarbejde med ministeren. Hun har været meget villig til at stille op i Fødevareudvalget, og som DF'er har jeg også haft det utroligt godt med Eva Kjer.«

Der er gået fire dage med stort påstyr, siden De Konservative udtrykte mistillid til Eva Kjer Hansen. Det vakte stor kritik, da Eva Kjer deltog i tredjebehandlingen af landbrugspakken, selvom et flertal i Folketinget ville af med hende.

Alligevel mener René Christensen ikke, at hun skulle have trukket sig noget før:

»Jeg synes, det var modigt og i orden, at ministeren tog tredjebehandlingen af landbrugsloven og kom ned på Folketingets talerstol. Hun fik lejlighed til at forklare sig og tage de kritiske spørgsmål, der var fra oppositionen. Hun fik mulighed for at komme til orde. Så det synes jeg, var rigtig fint.«