Løkke har stadig fuld tillid til Eva Kjer – trods mistillidsvotum
Statsministeren vil ikke fyre miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen. Et folketingsvalg er mere sandsynligt, siger han.
»Jeg vil slet ikke forholde mig til noget på onsdag i næste uge. Jeg vil forholde mig til, at der er en alvorlig situation.«
Sådan siger statsminister Lars Løkke Rasmussen om udsigten til, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen på onsdag – sandsynligvis – bliver væltet af et flertal i Folketinget.
I dag har en samlet rød blok stillet mistillidsvotum til Eva Kjer Hansen, efter striden om regeringens beregninger i den omstridte landbrugspakke. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen håber tilsyneladende stadig at kunne redde Eva Kjer Hansen under de kommende forhandlingsmøder mellem partierne i blå blok. Og en fyring kommer ikke på tale. Så er et folketingsvalg mere sandsynligt, siger han:
»Jeg kender udmærket positionerne. Får det mig til at afskedige min minister? Nej. Det gør det ikke. Det andet – lidt mere sandsynlige – udfaldsrum er at udskrive et folketingsvalg,« siger Lars Løkke Rasmussen efter Venstres gruppemøde torsdag formiddag.
»Jeg kan ikke diktere, at man skal have tillid til hende (Eve Kjer Hansen, red.) eller til mig, men nu starter vi nogle forhandlinger med det formål at få lavet en natur- miljø- og landbrugstillægsaftale og forhåbentlig genopbygge den tillid, der i hvert fald for en stund er væk.«
»Jeg har det håb, at vi både får en tillægs- og en tillidsaftale,« tilføjer han.
De forgangne uger har en række eksperter kritiseret den regnemetode, som regeringen har brugt til at beskrive udledningen af kvælstof i naturen som følge af landbrugspakken. Og i Folketinget mener et flertal af partierne, at Eva Kjer Hansen har forsøgt at sminke pakken grønnere end den egentlig er.
Men Løkke fastholder, at Folketinget har fået alle relevante oplysninger og beregninger at se, og at han stadig har fuld tillid til miljø- og fødevareministeren.
»Det manglede bare. Hun har stået i spidsen for at gennemføre den politik, som ikke bare Venstre, men alle blå partier gik til valg på,« siger han.
Uanset hvad Løkke måtte mene, så må Eva Kjer Hansen gå af, hvis rød bloks mistillidsvotum bliver vedtaget på onsdag. Grundloven slår nemlig fast, at »ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham.«
Det er også en mulighed, at hun selv trækker sig inden afstemningen om mistillidsvotummet.
Live: Se Folketingets vedtage landbrugspakke
LIVE: Omstridt landbrugspakke til 3. behandling
Lars Løkke Rasmussen og de øvrige borgerlige partiledere blev onsdag enige om at holde en række forsoningsmøder for dels at genvinde tilliden i blå blok og dels at forhandle om en mulig tillægspakke til landbrugspakken. En time efter landbrugspakken bliver vedtaget i dag, samles partilederne til det første møde.
Rød blok begrunder deres mistillidsvotum således:
»Folketinget kan konstatere, at miljø- og fødevareministeren har givet indtryk af, at miljøregnskabet er bedre, end det reelt er. Ministeren har ikke givet et retvisende billede af konsekvenserne af Fødevare- og Landbrugspakken. På den baggrund udtrykker Folketinget mistillid til miljø- og fødevareministeren.«