Fortsæt til indhold
Politik

Thulesen Dahl om udbetalings-kaos: Ikke mit ansvar

Dansk Folkepartis formand giver Udbetaling Danmark skylden for, at 325.000 borgere får udbetalt forkert boligydelse i januar. Ældre Sagen sendte advarsel i november.

Steen A. Jørgenssen og Nikolaj Rytgaard

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl langer hårdt ud efter Udbetaling Danmark og giver dem skylden for, at 325.000 borgere får udbetalt en forkert boligydelse i januar.

Fejlen skyldes, at Udbetaling Danmark havde ændret deres systemer, så de var klar til de nye boligydelsesregler, som efter planen skulle være trådt i kraft 1. januar, men som tirsdag aften blev udskudt af regeringen og de blå partier. Nogle borgere vil derfor få udbetalt mindre boligydelse, end de har krav på, og andre vil få lidt mere.

Kristian Thulesen Dahl afviser ethvert medansvar for fadæsen, selvom det primært var på grund af Dansk Folkepartis ønske, at lovforslaget om boligydelsen blev udskudt. Om Udbetaling Danmarks rolle i sagen siger han:

»De har været en postgang for tidligt ude. Jeg synes, at de burde have afventet, at man blandt politikerne havde vedtaget den nye lovgivning. Så havde vi ikke stået i det kaos, som de har udsat mange mennesker for.«

Direkte adspurgt om han selv bærer et medansvar for fejludbetalingen, svarer han:

»Nej, det mener jeg bestemt ikke.«

»At Udbetaling Danmark begynder at udbetale på baggrund af en lov, der endnu ikke er vedtaget, det kommer bag på mig,« siger han, understreger, at fejlen hurtigst muligt skal rettes krone for krone.

Allerede den 25. november advarede Ældre Sagen ellers i sit høringssvar om, at nedskæringerne i boligydelsen skulle vedtages så hurtigt, at Udbetaling Danmark måtte tænke kreativt og være forudseende for at kunne følge med:

»Hvis de boligstøttemeddelelser, der sendes til pensionisterne ved årets begyndelse, skal være korrekte, må det, så vidt vi kan se, forudsætte, at Udbetaling Danmark begynder at beregne boligydelsen med de nye satser, før lovforslaget er vedtaget,« skrev Ældre Sagen.

Socialdemokraterne kalder hele sagen en skandale, og Enhedslisten vil nu indkalde finansminister Claus Hjort Frederiksen i samråd.

I en mail som Jyllands-Posten er i besiddelse af, skriver Udbetaling Danmarks direktør, Lilian Mogensen, at udbetalingerne er sket efter aftale med Staten og Finansministeriet, og at de politiske partier er blevet løbende orienteret.

Kristian Thulesen Dahl har imidlertid ikke hørt om planerne, hævder han.

»Jeg har ikke været bekendt med, at Udbetaling Danmark er begyndt at ændre praksis. Jeg vil gerne have at vide, hvor de skulle have orienteret mig,« siger han og tilføjer, at han ville have grebet ind, hvis han havde hørt om ændringen.

Oprindeligt betød finanslovsaftalen, at der skal spares knap 500 mio. kr. på boligydelsen i 2020 - en nedskæring, som ifølge Ældre Sagen vil ramme op mod 175.000 pensionister.

I går aftes lykkedes det som nævnt regeringen og støttepartierne i blå blok at blive enige om at udskyde det kontroversielle lovforslag om at spare på boligydelsen til foråret.

Dermed er debatten dog ikke lagt død, for rød blok tordner videre, og regeringen og regeringen skal stadig finde pengene fra ældrebesparelsen inden for samme område. Ifølge aftalen er partierne i blå blok nemlig enige om, at »søge at udmønte budgetreguleringen indenfor boligydelsesområdet i foråret 2016«, som det hedder.

De knap 500 mio. kr. som sænkningen af boligydelsen skulle skaffe i statskassen, mangler altså, og den regning skal betales på et senere tidspunkt.

Kristian Thulesen Dahl vil endnu ikke lægge sig fast på, hvor pengene skal findes.

»Vi har lavet en aftale om at vi skal søge, at finde pengene. Deri ligger selvfølgelig også en anerkendelse af, at det er en svær opgave, siger han.

Betyder det, at pengene kan ende med slet ikke at skulle findes inden for boligydelsesområdet?

»Vi søger at finde pengene inden for området. Så vil forhandlingerne i de kommende måneder vise, om det kan lade sig gøre,« svarer han.

Udbetaling Danmark er en offentlig myndighed under ATP Koncernen, som står for udbetaling af en række offentlige ydelser såsom folkepension og boligstøtte.