Hvad der skete i Finansministeriet bliver i Finansministeriet
Claus Hjort Frederiksen afviser at kaste lys over de fortrolige forhandlinger om nedskæringer i boligstøtten til pensionister.
Onsdag morgen stod de røde partiers artillerister klar til at bombardere de borgerlige skyttegravsoldater om boligstøtten til ældre medborgere.
Men hvis de havde håbet på at høre en hemmelighed eller to fra Claus Hjort Frederiksens hule i Finansministeriet, blev de slemt skuffede. Finansministeren afviste nemlig, at oplyse nærmere om de lukkede forhandlinger om finansloven.
»Forhandlingerne er som andre forhandlinger fortrolige. Jeg kan og vil derfor ikke fortælle detaljeret om processen,« sagde han fra talerstolen.
Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten havde ellers kaldt Claus Hjort Frederiksen i folketingssalen til en klassisk hvem-vidste-hvad-hvornår-afhøring – en såkaldt hasteforespørgselsdebat om hele balladen om nedskæringerne på boligstøtten til folkepensionister.
»Kan man stole på de beregninger, der kommer fra Finansministeriet? Og er Dansk Folkeparti blevet ført bag lyset af Finansministeren i forhandlingerne? Eller giver Dansk Folkeparti bare Finansministeriet skylden for deres egen ligegyldighed overfor svage pensionister og handicappedes muligeder for at bo anstændigt? Det er det, vi skal have afdækket i dag,« opsummerede Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht.
Den såkaldte boligydelsespakke stod til at skulle spare knap 500 mio. kr. på boligydelserne i 2020, men har fået hård kritik fra blandt andre Ældre Sagen for at ville ramme op til 175.000 pensionister hårdt på pengepungen – stik imod Dansk Folkepartis gentagne løfter. Samtidig er der sået tvivl om de beregninger, som Finansministeriet præsenterede under forhandlingerne.
DF har eksempelvis anklaget embedsmændene i det magtfulde ministerium for at vildlede ikke bare DF, men også deres egen minister, Claus Hjort Frederiksen.
Men populært sagt havde virkeligheden overhalet de røde parties hastedebat om sagen. En smule i hvert fald.
I går aftes lykkedes det nemlig regeringen og støttepartierne at blive enige om at udskyde det kontroversielle lovforslag om at spare på boligydelsen.
Dermed er debatten dog ikke lagt død, for rød blok tordner videre, og regeringen skal stadig finde pengene fra ældrebesparelsen inden for samme område. Ifølge aftalen er partierne i blå blok nemlig enige om, at »søge at udmønte budgetreguleringen indenfor boligydelsesområdet i foråret 2016«, som det hedder.
De 90 mio. kr. som sænkningen af boligydelsen ville skaffe allerede i 2016, mangler altså, og den regning skal betales på et senere tidspunkt.
Det får blandt andre Socialdemokraterne til at anklage regeringen for at skabe uvished og utryghed for de ældres økonomi.
Claus Hjort Frederiksen mener imidlertid, at modellen er »ansvarlig og ordentlig« og en »fornuftig løsning i den givne situation«.
»Det viser, at blå blok – modsat hvad mange påstår – arbejder sammen for det fælles bedste,« sagde han.
Også Dansk Folkeparti udtrykte tilfredshed med den midlertidige løsning på problemet:
»Vi glæder os. Det var en rigtig god dag i går, da dette forslag blev taget af bordet,« sagde DF’s finansordfører René Christensen fra talerstolen.