Fortsæt til indhold
Politik

Politiforbundet er tilfreds med ny politiaftale

Politiforbundet formand, Claus Oxfeldt, er tilfreds med den politiaftale, som blev indgået tirsdag. Også Rigspolitiet roser udfaldet.

Ritzau og Steen A. Jørgenssen

Den nye fireårige aftale på politiområdet vækker tilfredshed hos Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.

»Det er positivt, at man fra politisk side tager politiets svære situation alvorligt og handler derefter. Den nye aftale adresserer alle de udfordringer, vi har, og som vi som samfund står over for,« siger Claus Oxfeldt til Ritzau.

Aftalen vil betyde, at politiet får tilført 480 millioner kroner ekstra om året. Det svarer til omkring to milliarder kroner fordelt over aftaleperioden, som løber frem til 2019.

Samtidig bliver optaget på politiskolen øget, så politistyrken i første omgang vil vokse med 300 mand. Derefter skal parterne i 2017 aftale, om optaget skal øges, så der kan komme flere betjente.

I en skriftlige kommentar på Politiforbundets hjemmeside uddyber han sine synspunkter.

Netop flere betjente og flere penge til politiet er to punkter med stor betydning, påpeger Oxfeldt, som kalder det »helt afgørende«, at politistyrken øges.

Det er dog ikke alle dele af aftalen, som Politiforbundet er lige begejstret for.

»Èt sted fremkalder dog en grim smag hos Politiforbundet. Vi tror simpelthen ikke på det fatamorgana, der er opstillet af konsulenter, om at der kan tilvejebringe 475 politiårsværk gennem effektiviseringer af beredskabet. Citronen kan ikke presses mere!« skriver Oxfeldt.

Han skriver også, at Politiforbundet ikke ligefrem jubler over planen om, at politiuddannelsen skal forkortes fra tre til to år og ikke længere være en bachelor.

»Men vi er tilfredse med, at forligspartierne pointerer i forligsteksten, at ændringen af uddannelsesstrukturen skal løfte det samlede kompetenceniveau og skabe bedre mulighed for faglig differentiering, specialisering og efter- og videreuddannelse i politiet,« skriver Claus Oxfeldt.

Også Rigspolitiet roser dagens aftale for at styrke dansk politiet, skriver rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i en pressemeddelelse:

»Den nye flerårsaftale ser jeg som udtryk for stor tillid til politiet, organisationens moderniseringsstrategi og til vores faglige anbefalinger om, hvordan terror- og kriminalitetsudfordringerne håndteres bedst muligt. Aftalen giver os mulighed for at styrke den højt prioriterede indsats mod terror i både det åbne politi og PET.«

»Samtidig kan vi videreføre og videreudvikle indsatserne mod indbrudskriminalitet, rocker- og bandemiljøet, bekæmpelsen af organiseret og grænseoverskridende kriminalitet samt den tryghedsskabende indsats i særligt udsatte boligområder,« siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.