Toldere, politi og udstyr for millioner skal styrke dansk grænsekontrol
Flere betjente og toldere skal kontrollere på og ved grænserne. Udgifterne kommer på sigt til at overstige 100 mio. kr. årligt.
Fremover bliver der mere kontrol med, hvem der krydser den danske grænse.
Det fremgår af et faktaark, der oplyser om grænsedelen af den store politiaftale mellem regeringen og de øvrige partier i blå blok samt Socialdemokraterne.
Kontrollen gælder færge- og lufthavne samt grænserne til Sverige og Tyskland. Formålet er at bekæmpe illegal indvandring og grænseoverskridende kriminalitet, og det skal bl.a. ske ved øget patruljering, mere »synlig« tilstedeværelse af betjente i grænsenære områder og øget og målrettet kontrol af udlændinge i færge- og lufthavne. Derudover vil det politiske flertal ved centrale grænseovergange opsætte kameraportaler med teknologi til at genkende nummerplader.
I 2016 afsættes der 46 mio. kr. til grænsekontrollen, og det beløb stiger frem til 2019 til 119 mio. kr. årligt. Beløbet dækker ikke bare udgifter til udstyr og til politiet, men også til en styrket kontrol fra Skats toldere.
Der skal tilføres flere toldere til grænseopgaver, og de skal i højere grad bruge hunde til deres kontroller. Derudover skal der anskaffes nyt, mobilt scanningsudstyr samt mobile toldkontorer, der sikrer en »synlig, mobil og intelligent kontrol i de grænsenære områder, havne mv.«
Der reserveres desuden et beløb på 200 mio. kr. i 2016 til eventuelle ekstraudgifter til grænseopgaver som følge af flygtninge- og migrantstrømmen.
I den nye, øgede grænsekontrol lægges der både vægt på synlige, mobile toldkontorer og synligt politi ved grænserne.
Netop synligheden blev der også lagt vægt på, da den daværende VKO-blok i 2011 indførte en såkaldt permanent toldkontrol. Dengang skulle der etableres permanente bygningsfaciliteter og lignende, så det stod klart for enhver, at her var en grænse. Der var lagt op til en kontrol i tre faser, men det kom aldrig videre end fase 1, som betød en øget udstationering af toldere. For i september 2011 fik Danmark ny S-ledet regering, der skrottede grænsekontrollen.
Dengang var budgettet 35 mio. i det første år, 2011, stigende til 119 mio. til i 2015. Men der var udover de løbende udgifter afsat 150 mio. kr. til indkøb af udstyr.
Under normale omstændigheder må man ikke have permanent grænsekontrol i Schengen-området, men i ekstraordinære situationer kan nationalstaterne alligevel indføre den. Torsdag begyndte svensk politi at kontrollere indrejsende i et forsøg på at få styr på de tusindvis af asylansøgere, der hver uge indrejser i Sverige. Og efter fredagens terrorangreb i Paris indførte Frankrig også kontrol ved sine grænser.
Den kommende kontrol i Danmark er langt fra så omfattende som den midlertidige kontrol, man ser i Sverige og Frankrig i disse dage. Ifølge Justitsministeriet gennemføres den øgede grænsekontrol »inden for rammerne af Schengen-samarbejdet og reglerne om det Indre Marked.«
Lørdag viste en lyn-meningsmåling, som Jyllands-Posten fik foretaget hos Wilke, at et flertal på 61,5 pct. for øget grænsekontrol i Danmark. Det var dog kun et mindretal, 41,3 pct., der gik ind for at trodse Schengen-reglerne og indføre permanent kontrol.